Retspleje

Storbank efterforskes for svindel

WASHINGTON:USA's føderale anklagemyndighed gennemfører nu en kriminalretslig efterforskning af storbanken Goldman Sachs. I første omgang undersøger anklageren, om banken eller dens ansatte har begået svindel med værdipapirer i forbindelse med handel med boliglån. Tidligere i denne måned anlagde SEC et civilt søgsmål mod Goldman Sachs, da myndighederne mener, at banken har tilladt en hedgefond at sammensætte en pakke med subprimelån til forbrugerne og samtidig ladet hedgefonden satse på, at lånene ikke ville blive indfriet. Storbanken har angiveligt vildledt investorer om forskellige værdipapirer relateret til boliglån og samtidig satset penge på, at boligmarkedet ville kollapse. Den føderale anklagemyndighed arbejder ifølge Wall Street Journal med andet bevismateriale end det, der bliver brugt i den civile retssag./ritzau/AFP