Storbank får milliardbøde for omfattende skattefusk

Credit Suisse har i årtier hjulpet rige amerikanere med at skjule penge for at undgå skatteopkrævning i USA.

20. maj 2014 10:53

Den schweiziske bank Credit Suisse er blevet idømt en bøde på 2,6 milliarder dollar - over 14 milliarder kroner - for at have hjulpet amerikanere med at slippe for at betale skat. nbsp;

Det er første gang i 20 år, at en storbank bliver straffet for en kriminel handling i USA.

- Denne sag viser, at ingen finansiel institution uanset dens størrelse eller globale rækkevidde er hævet over loven, siger den amerikanske justitsminister, Eric Holder.

Ifølge USA's myndigheder hjalp Credit Suisse, som er en af verdens største banker, rige amerikanere med at skjule penge på konti under falske navne og i falske fonde. Skattefidusen er stået på i årtier.

Credit Suisse har erklæret sig skyldig, men banken kan dog stadig operere i USA.

- Vi beklager dybt den seneste forseelse, siger Brady Dougan, topchef i Credit Suisse, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hundredvis af Credit Suisse-ansatte - herunder flere på chefniveau - har deltaget i den omfattende skattefusk, lyder det. Otte medarbejdere er blevet tiltalt - to har erklæret sig skyldige.

Milliardbøden er den hidtil største i et årelangt amerikansk fremstød for at tvinge Schweiz til at stoppe med at tjene som et skatteparadis.

Tretten andre schweiziske banker er blevet anklaget i lignende retssager, og 100 andre er blevet presset til at samarbejde med de amerikanske myndigheder og betale bøder for at have hjulpet kunder med at omgå USA's skattelovgivning.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...