Storbrand på laksefabrik har skabt ætsende kemiudslip

Politiet er i færd med at få badende og surfere op på land i Hvide Sande, efter at kemikalier er sluppet ud.

HVIDE SANDE: I forbindelse med branden på en laksefabrik i Hvide Sande onsdag aften, er der sket et kemikalieudslip i havområdet.

Kemikalierne er sluppet ud i fjorden og har farvet vandet rødt. Det kan være ætsende ved berøring.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Politiet var torsdag eftermiddag i færd med at få badende, surfere og andre i området til at søge op på land.

- Politiet er til stede ved surfstedet syd for Hvide Sande - også med både for at få folk i land, skrev Midt- og Vestjyllands Politi klokken 14.15.

Også Forsvaret bistod i aktionen ved at give politiet et overblik fra luften.

Omkring 70 brandfolk har i løbet af natten til torsdag været i aktion. Torsdag morgen var branden under kontrol.

Branden brød ud i laksefabrikken Atlantic Sapphire onsdag aften og udviklede farlig røg, der lå lavt over et sommerhusområde. Vindens retning betød, at røgen blæste ind over byen. 40 beboere i området blev evakueret.

Klokken 02.00 vendte vinden, og røgen blæste mod nord i retning af fjorden og væk fra byen.

Torsdag aften oplyser politiet, at der er tale om et udslip af jernklorid i fjorden.

Lækagen er blevet standset, men man arbejder stadig på at inddæmme det, oplyser politiet klokken 20.20.

- Personer, der har været i fjorden i området syd for Hvide Sande, skal være opmærksomme på eventuelle symptomer på kontakt med jernklorid, lyder det.

Alle, der har været i vandet i Ringkøbing Fjord fra Langsand i Hvide Sande og ned til Karen Brands Vej torsdag, skal være opmærksomme på advarslen.

Der kan opstå akut åndenød, hvis man har fået jernklorid på sig.

- Hvis man har været i berøring med jernklorid, og der opstår akut åndenød, skal man kontakte læge. Såfremt man har fået jernklorid på sig, skal man gå i bad og vaske sit tøj. Hvis man efterfølgende mærker svie, kløe eller udslæt, er der ikke grund til at gøre yderligere. Kontakt eventuelt egen læge, skriver politiet.

Jernklorid i vandet kan genkendes ved, at det farver det rødt. Fisk og havdyr, som måtte være fanget i området, skal destrueres, bemærker politiet desuden.

Den voldsomme brand har haft store konsekvenser for laksefabrikken, fortalte virksomhedens direktør, Thue Holm, torsdag. De fleste fisk er døde.

- Folk har lagt mange år, tid og blod i det her, så det er selvfølgelig hårdt at miste næsten det hele. Medarbejderne er derfor blevet tilbudt krisehjælp, sagde Thue Holm.

- Vi har også lagt planer for de kommende uger for at sørge for, at der stadig er bemanding herude til at passe på de fisk, vi har tilbage.

Det var en ansat på fabrikken, der anmeldte branden. Først blev der set røg fra en åben dør på fabrikken, og siden brød flammer igennem taget på bygningen.

Kort tid efter anmeldelsen kom politiet i kontakt med fabrikslederen for at få adgang til ilttanke inde i bygningen. Ilttankene blev fjernet, hvilket har kostet mange fisk livet.

Det er uvist, hvordan branden opstod.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.