Storbritannien lammes af storstrejke

Millioner af offentligt ansatte raser over pensionsreform

Pension 30. november 2011 05:00

London: Store dele af Storbritannien går i stå. Millioner af offentligt ansatte strejker for at protestere imod pensionsreform. Tusindvis af skoler i Storbritannien lukker, hospitaler kører med nødbemanding, glem alt om fly til tiden i lufthavnene. Storbritannien rammes onsdag af det, der kan blive den største strejke i landet i tre årtier, når formentlig på den anden side af to millioner offentligt ansatte lader arbejde være arbejde. De har bebudet en endagsstrejke for at protestere mod den konservative regerings spareplaner og specielt pensionsreformen. Det betyder, at mange i den private sektor også må blive hjemme, fordi deres børn ikke har nogen skole at gå i. Reformen betyder, at tjenestemænd, skolelærere og andre i den offentlige sektor skal arbejde længere. Pensionsalderen hæves for de flestes vedkommende til 66 år, dog undtages politifolk og brandfolk fra denne ændring. Ifølge avisen Financial Times er der grupper i den offentlige sektor, der nu kan gå på pension allerede som 60-årige, og for dem er det store omvæltninger, som regeringen er på vej med. En af dem er den 47-årige Julie Whitehouse, receptionist på et statsligt hospital i Wolverhampton. Hun siger til nyhedsbureauet AFP, at der ikke er tale om en guldrandet pensionsordning. Den er værre end i det private erhvervsliv, siger hun. - Jeg havde planlagt at gå på deltid som 55-årig og på pension, når jeg fylder 60, siger hun og tilføjer, at den plan nu må skrottes på grund af regeringen. Regeringen med premierminister David Cameron i spidsen vil også have briterne til at spytte mere i kassen til deres pensioner. Så der bliver demonstreret imod, at ikke alene må briterne vente længere med at gå på pension, de skal også betale mere ind til den fra april 2012. Krise og flere ældre Regeringen forklarer reformen med, at befolkningen generelt bliver ældre, og at Storbritannien som resten af Europa er i dyb økonomisk krise. Det blev understreget tirsdag, da finansminister George Osborne nedgraderede regeringens vækstprognose for næste år fra 2,5 procent til 0,7 procent. - Vi har, mener jeg, fremsat et meget retfærdigt og fornuftigt forslag om betingelser for pensioner i den offentlige sektor. Og jeg mener, at denne strejke er helt forkert, sagde Cameron mandag. - Det hjælper ikke noget, og det vil skade vores økonomi, tilføjede han. Denne holdning deles ikke af alle. Ifølge AFP har aktionen opbakning fra alle de store fagforbund. Unison-forbundet er det største inden for den offentlige sektor. Dets formand er Dave Prentis, og han har i de seneste dage sagt, at der er "absolut ingen chance for" at finde en løsning med regeringen. I stedet har han truet med flere strejker i det nye år for at få regeringen til at rette ind efter forbundets ønsker, skriver AFP. Han betegner pensionsreformen som "totalt uretfærdig" og siger, at lavtlønnede kvinder rammes hårdest. - Regeringen prøver at male et billede af nogle macho-fagforbundsledere, der gør klar til kamp. Men det vil overvejende være kvindelige ansatte fra den offentlige sektor, der møder op i stort tal onsdag - kvinder, der er vrede, og som føler sig svigtet af pensionsreformerne, siger han./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...