Storbyens poesi

Drømme i København

Max Kestners “Drømme i København” er en poetisk, bevægende og morsom symfoni i billeder og ord. Still

Max Kestners “Drømme i København” er en poetisk, bevægende og morsom symfoni i billeder og ord. Still

Drømme i København er et fantastisk billedværk om en storby og dens huse og mennesker. Det er byen set på en helt ny måde - tilsyneladende tilfældigt valgte indgange, men som filmen skrider frem opdager man, at intet er tilfældigt i denne fornemme komposition. Det er en dokumentarfilm på overfladen - men det er fanden, er det. Det er et gennemstruktureret kunstværk af en massefortælling om menneskeliv på kryds og tværs - fra arkitekternes møder i tegnestuerne med alle deres fine og tidskorrekte ord om byens rum og pladser og liv og gader - med de dejligste ironiske detaljer - og til det bortdømte dækservice-værksted, der har til huse i mørket under Langebro, hvor billederne er så tæt på den ekstra dimension af lugt og temperatur og fugtighedsgrad, som en film kan komme det. Her hersker to ældre mænd, eksperter på deres felt og gammelkøbenhavnere helt ind i de oliesorte porer. Det er bare to af mange, mange personer filmen magter og evner at følge og genfinde og runde af i sit lange, rolige, tilsyneladende tilfældige, men særdeles bevidst sammenkædede forløb. Andre hovedpersoner er delebarnet og skolepigen, der rejser frem og tilbage mellem forældrene uge for uge. Eller den gamle dame i den solfyldte lejlighed, der først opfattes som halvdement og gået i frø, men undervejs viser sig at være både allestedsnærværende og særdeles aktiv. Eller dødsbo-rydderen med de flotte tatoveringer og kontante handelsmetoder, som vi oplever både købe og sælge. Søstrene, der er ude for at købe lejlighed. Og mange flere. Ubetalelige øjeblikke i fuldkommen lavmælt redigering. Man kunne blive ved og ved - der er ingen ende på de skønne, poetiske, humoristiske, dybsindige, elegante detaljer. Det er en film, man får lyst til at se igen og igen for at være sikker på at få det hele med. Sindrigt og sirligt konstrueret, og så alligevel med en suveræn selvfølgelighed, der giver den en følelse af frodigt og ustandseligt liv, så frugtbart og mangfoldigt, at det i sig selv efterlader én bevæget og næsten åndeløs. Filmen er fuld af poesi og historier fortalt med instruktøren Max Kestners stemme, samtidig med at vi i billedet krydser rundt mellem de mange personer og vender tilbage til dem og deres steder og genser dem tilfældigt i gadebilledet, hvor filmen pludselig lader nogle af dem mødes, andre bare passere i baggrunden eller kigge ud af et vindue. En overskudsstærk overdådighed af en film, underfundig, glad, optimistisk og rig af glæde over alt det, menneskeliv er på det helt almindelige og fuldkommen unikke hverdagsplan. Oplev også en helt særlig og originalt gennemtænkt holdning til, hvordan man bruger billedfladen på film. F.eks. vælger at sætte fokus på den dybe baggrund, mens de talende og agerende mennesker i forgrunden står uskarpe. Eller lader store dele af lærredet være fyldt ud med en bagvæg og et hjørne af en dør, mens lydsiden er fuld af vigtig diskussion fra en gruppe uden for billedet. Eller et kamera, der i en stor rytme gennem filmen stiger op fra kælderplan til fuldt overblik - eller som i en helt utrolig scene starter i et nærbillede af et mandeansigt og så bevæger sig væk fra ham, ud af lejligheden, mens hans kæreste, smuk og nøgen, stiger ud af badet og omfavner ham - og kameraet fortsætter - over gården højt oppe i etagerne og ind i en anden lejlighed, hvor det ender på en af de andre gennemgående personer midt i en telefonaftale. Det er virtuost. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk Drømme i København Danmark 2009. Instruktør: Max Kestner Manus: Dunja Gry Jensen, Max Kestner Fotograf: Henrik Bohn Ipsen Klipper: Anne Østerud Komponist: Jóhann Jóhannsson En time, 12 min. Till. f. alle. Biffen, Aalborg Biffen på Nordkraft holder nordiske filmdage fredag, lørdag og søndag. “Drømme i København” er hovedfilmen. Den fortsætter hele næste uge. Læs om festivalens øvrige film side 9.

Forsiden