Storbyer tackler rocker-problemet forskelligt

Aalborg har langt flere HA'ere og Bandidos end Odense

AALBORG:Aalborg huser ca. dobbelt så mange fuldgyldige medlemmer af rockergrupperne Hells Angels og Bandidos end den noget større by Odense, som kun har HA i byen. Og der er ingen tegn på, at medlemstallet for Aalborgs rockerklubber vil falde - snarere tværtimod. Aalborg politi har ingen forklaring på det store antal rockere i byen, men chefkriminalinspektør, Aage Nørgaard, siger til NORDJYSKE, at rockerne "lever af kriminalitet" som f.eks. narkodistribution, røverier og afpresning, og at markedet i Aalborg åbenbart er stort nok til begge rockergrupper. Hells Angels i Aalborg har tidligere oplyst til NORDJYSKE, at flere af gruppens medlemmer har domme for diverse former for kriminalitet, men at medlemmerne lever af at have almindelige job, være på dagpenge eller bistand. Mens politi og rockere står stejlt overfor hinanden, så kommer en af landets førende rockereksperter, kriminolog ved Københavns Universitet, Joi Bay, med et bud på, hvorfor der er så mange flere rockere i Aalborg end i Odense. Tidlig dialog - Jeg tror, at en af forklaringerne er, at Odense Kommune allerede i starten af 1980erne kom i dialog med motorcykelklub-miljøet i byen. Man understøttede klubberne, og det nyder, man godt af i dag, siger han. Ifølge konsulent i Odense kommune, Poul Hansen, ansatte kommunen i 1981 to mc-konsulenter, hvor han var en af dem. På det tidspunkt var der indbyrdes magtkampe i byens motorcykelklub-miljø, som hverken bestod af HA eller Bandidos, og kommunen ønskede at få ro i miljøet. Mc-projektet tog udgangspunkt i, at såfremt mc-klubberne ikke havde et klubhus, så skulle man hjælpe dem med at finde et velegnet et, og hvis motorcykelklubberne allerede havde et klubhus, skulle det vurderes om det lå rigtigt placeret. Som et led i projektet skulle de forskellige motorcykelklubber opbygge et fællesskab. Når der blev festet, skulle alle klubberne inviteres med. Projektet blev bevidst lagt under fritidsafdelingen - og ikke socialforvaltningen - for ikke at stemple klubmedlemmerne som sociale tilfælde. Resultatet er i dag, at byens 12 uafhængige motorcykelklubber står stærkt og har et godt sammenhold. En kilde i miljøet, som ønsker at være anonym, påpeger på den baggrund, at HA ikke har været i stand til at rekruttere blandt byens motorcykelklubber - men er nødt til at hente forstærkninger uden for Odense. Indsats mod kliker Ifølge Lis Westergaard, konsulent i Aalborg Kommunes Kultur & Fritidsafdeling, har Aalborg Kommune ikke haft ansat mc-konsulenter med det formål offensivt at styrke de uafhængige motorcykelklubber og deres indbyrdes sammenhold. Aalborg Kommune har nøjes med at give tilskud til klublokaler og diverse aktiviteter, og der har ifølge NORDJYSKEs oplysninger ikke været politisk opbakning som i Odense til mere aktivt at tage vare på mc-miljøet. I samme periode har Aalborg Politi intensiveret kampen mod rockerne. Aage Nørgaard oplyser til NORDJYSKE, at politiet bruger "betydelige" ressourcer på at bekæmpe Hels Angels og Bandidos. Han erkender, at det massive pres for at isolere rockerklubberne ikke har betydet færre medlemmer, men han fastholder strategien med en stor politiindsats samt en offensiv pressestrategi med budskabet, at man er "taber", hvis man bliver rocker. Kriminolog Joi Bay mener, at Aalborg Kommune kan lære af fortiden og peger på, at kliker i ungdomsmiljøet i dag med bl.a de unge indvandrere står på samme niveau som motorcykelklubberne gjorde, før HA og Bandidos gjorde deres entre herhjemme. Ved ikke at isolere disse ungdomskliker - men derimod bibeholde kontakten til dem og endda give dem steder at være - kan man måske forhindre en voldsom kriminalisering af miljøet, pointerer han.