Byggeri

Storbyggeri afleveres i to etaper

Flot udsigt fra første og anden sal fra lejeboliger tæt ved bymidten

SÆBY:Det store byggeri omfattende 54 boliger til en samlet anskaffelsessum på 52 mio. kr. på den tidligere trælastgrund på Chr. Pedersensvej i Sæby tæt ved bymidten vil blive taget i brug i to etaper. Det oplyser Jens Erik Kristensen, der er formand for Boligforeningen af 1942 i Sæby, som overtager og køber et nøglefærdigt byggeri af entreprenør Arne Andersen, Vrå. - De første boliger skal efter planen stå klar til indflytning den 1. juni næste år og anden etape den 1. december, fortæller han. Der er tale om boligforeningens første projekt med ustøttede almene boliger.Så Sæby Kommune skal hverken give garanti eller betale grundkapital. Byggeriet bliver i tre etager. - Det betyder, at der vil være en fin udsigt over byen fra en del af boligerne - om ikke havudsigt så dog "havkig", siger boligforeningsformanden. Det kommer mange beboere på første og anden sal sikkert til at nyde godt af fra altanerne mod nord, syd og øst eller fra altangangene inde i gården.