EMNER

Storbykuller

Nej, det er ikke den. Det er ikke fisken, jeg tænker på. Det er en tilstand, en sindstilstand, jeg tænker på. Den indfinder sig hvert forår, når varmen og lyset begynder at trænge vinterens kulde og mørke tilbage til det sorte hul, hvor de gemmer sig, til de igen går til angreb i oktober. Når foråret banker på, bliver lydene i storbyen, denne infernalske storbylarm, der også findes i dæmpet form om natten, som en uafbrudt baggrundsmusik, som med mellemrum forstærkes, når en sen bilist gir den gas. Jeg sagde til min sidemand, nej, undskyld, sidekvinde, i bussen, at det dog var en forbistret larm fra turbinerne i den såkaldt miljøvenlige gasdrevne bus. ”Jeg kan såmænd ikke høre det,” sagde hun mut. Hendes forår var nok ikke begyndt endnu. Hun lignede bestemt heller ikke ”en forårsramt kvinde.” ”Jeg må væk fra Amager og ud på landet, jeg har fået kuller,” sagde jeg til min flinke nabo Inger. Hun forstod mig med garanti. Hun er fra Voerså i Vendsyssel, så hun er næsten lige så klog som en thybo. Og jeg spørger Inger, om hun vil med en tur med en bus op ad den helt vidunderlige strandvej til Vedbæk Havn. Her kan jeg se større bølger, end Øresund kan producere ved Amager. Ja, større end Amagers bølger er de, men intet i sammenligning med det frådende Vesterhav ved landingspladsen i Vorupør, når æ haw viser tænder. Næste dag cykler jeg ud i den storslåede, arkitekttegnede Amager Strandpark. Ja, den er så storslået, at selveste dronning Margrethe den Anden mødte op ved indvielsen. Se, det er en rigtig strandpark og en rigtig dronning. Tre kilometer lang er den vel og med sandstrande, hvor de blege storbykroppe i hundredvis kan hente sundhed og forbrændinger om sommeren. Der er plantet lange strækninger med marehalm - og tankerne farer igen til standen og sandet ved æ haw. Men flot er Amager Strandpark, og ca. tre hundrede millioner kroner i stærk dansk valuta har den kostet, men efter min naturbevidste smag er der for meget arkitekt og alt for meget asfalt og beton. Det kan de indfødte bare ikke se. Men et eldorado er det for os cyklister. Husk motionen, spis mindre fedt. Ja, vi véd det efterhånden godt, men jeg cykler ikke af den grund, men fordi jeg ikke kan lade være. ”At cykle” har været en nødvendighed for mig, er min ”livsstil”, hedder det vel i nutidens firkantede sprogbrug? De tusinder af kilometer i min barndom på turene mellem Hundborg og realskolen i Thisted har sat deres spor. Faktisk havde jeg planer om at rejse til Thy i slutningen af april, men så spurgte pastor Rasmus Nøjgaard ved den store kirke i hollandsk stil i Store Magleby, om jeg kunne møde op og læse og fortælle om mine ”skæbnestunder” den 26. april. Jeg sagde ok efter at have hørt nærmere om temaet for pågældende møde. Samtidig havde jeg en vag fornemmelse af, at der var et eller andet ved den valgte dato, den 26. april. For et par dage siden dukkede årsagen op: den 26. april er min myrdede brors fødselsdato, som præsten ikke kendte. Et besynderligt sammentræf: Gert ligger begravet ca. 50 meter fra det lokale, hvor jeg skal optræde. Men foråret er ligeglad med, hvad jeg foretager mig. En god bekendt fortalte mig, at han havde set og hørt em lærke i luften på vejen til den gamle fiskerby Dragør. Forbavsende, hvor alle levende væsner kan tilpasse sig for at overleve. Over samme vej drøner med øredøvende spektakel det ene kæmpefly efter det andet og så synger en lillebitte forårsglad lærke i mellemrummet mellem to fly - ”Hvor er vor Skaber stor”, som Kaj Munk skrev. Nu banker altså min medfødte forårsnostalgi på med stærkere lyde for hver dag. Nu længes jeg altså efter Kongens Knapper og æ haw og ”en stilhed så stille, at jeg kan høre den,” som jeg skrev i denne klumme for et par år siden. Så lang tid efter kan jeg vel godt afsløre, at nostalgien den dag midt i plantagen i Snejstrup pludselig blev punkteret, da en ung mæ mand racede forbi i en bil med ruden rullet ned og med drønende ”heavy rock” ud i ”skovens dybe stille ro”. Denne oplevelse har dog ikke forhindret mig i at bestille billet med DSB til Thisted og den vel stadig ugæstmilde tomme station, der igen maner Gatos ”ceterum censeo... ” frem i min hjerne. Men videre kører jeg med bussen over Hundborg, hvor jeg kan sige ”goddaw og på gensyn i Vorupør” for at havne i Toves annexhus ”Hytten”, hvor jeg glæder mig til at slå mig ned. Og så glemmer jeg storbyen og dens larm indtil videre...

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst