Storcenterspecialister tager håndværkere med hjemmefra

Store projekter i København giver nordjyske firmaer masser af job

Peter Brock
Amerika Plads udfylder nogle af de sidste huller i bebyggelsen af havnefrontsområdet Langlelinie/Nordhavnen, hvor Amerika-bådene i sin tid afgik fra, og hvor Oslobåden og færgen til Polen i dag lægger til.
Byggeri 20. september 2006 06:00

AALBORG: Når det regner på præsten, drypper det på degnen. I positiv betydning passer det gamle ordsprog også på den største nordjyske virksomhed inden for byggeri og ejendomsudvikling og de mindre medspillere, der nyder godt af koncernens aktiviteter. TK Development, der udspringer af byggematadoren Thorkild Kristensens aktiviteter, men som i dag er en børsnoteret koncern uden berøring til grundlæggeren (bortset fra forbogstaverne), er i København mest kendt for sin rolle omkring det store shopping- og entertainmentcenter Field’s i Ørestaden på Amager. Men i de seneste 10 år har selskabet stået bag et hav af andre projekter i hovedstaden. Omdannelsen af Daells Varehus til hotel og butikscenter i den eksklusive ende samt en stor del af de kæmpemæssige erhvervs- og boligbyggerier omkring Langelinie og Nordre Frihavn er blot et par af eksempler på TK’s meget aktive medvirken i Københavns modernisering i de senere år. Aktuelt er et shoppingcenter i Valby - ”Spinderiet” på 15.000 kvadratmeter - samt havnefrontprojektet Amerika Plads med luksushotel og kontorkomplekser de største byggeopgaver i København. Milliardbyggeri Tilsammen er tale om projekter til langt over én milliard, og her som i mange andre tilfælde har udviklingsselskabet, der selv har hjemme på Aalborgs havnefront tæt på AF, været i stand til at trække nordjyske håndværkerfirmaer med sig til opgaverne i hovedstaden. Installatørvirksomheden KT Electric og Ib Andersen VVS er et par af de Aalborg-firmaer, der har nydt godt TK Developments evne til at sikre sig andel i den massive omdannelse af den ældre ejendomsmasse og havnefronten i København. TK Development, som på hjemmefronten blandt andet har en stor finger med i spillet ved opførelsen af KMD’s nye nordjyske hovedsæde på det tidligere værftsområde i Aalborg, har ellers i lange perioder været mest kendt for det store antal shoppingcentre med hypermarkeder som franske Carrefour og hollandske Ahold i Central- og Østeuropa. Hovedstaden fylder mere Men i de senere år er hovedstadsbyggerierne kommet til at fylde mere og mere i firmaets milliardomsætning, og Field’s-projektet på Amager har gjort de nordjyske projektmagere til et kendt navn i den københavnske byggeverden. Og efter omfattende tab på nogle af de østeuropæiske projekter er selskabet igen begyndt at tjene penge med årlige trecifrede millionoverskud, ikke mindst baseret på succes i Øresundsregionen, hvor Malmø med shoppingcentret Entre også er en del af billedet. Dermed tegner TK sig for en god bid af den årlige nordjyske milliardindtjening fra byggeriet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...