Storcentre og caféer kan åbne og elever kommer i skole

Fra på mandag åbner detailhandlen, og en uge senere følger skolernes ældste klasser og restaurationer trop.

KØBENHAVN:Fra mandag 18. maj bliver der taget hul på en gradvis genåbning af restauranter og caféer, som i omkring to måneder har været lukket ned under coronakrisen.

Storcentre kan fra på mandag 11. maj slå dørene op som et led i en åbning af detailhandlen i Danmark, og eleverne i folkeskolens 6.–10.-klasser kan fra 18. maj vende tilbage til deres klasser.

Det fremgår af en aftale, som alle partier i Folketinget står bag.

- Det er i allerhøjeste grad fordi, at vi har taget sundhedsmyndighedernes råd til os om at holde afstand og spritte af, at vi nu for alvor kan åbne vores samfund op, siger statsminister Mette Frederiksen (S) ved et pressemøde på Marienborg.

Hun har siden i formiddag forhandlet med lederne af de øvrige partier i Folketinget om, hvordan fase 2 i genåbningsprocessen skal se ud.

Statsministeren advarer samtidig om, at befolkningen ikke må slække på retningslinjerne med at holde fysisk afstand.

- Situationen er stadig alvorlig. Det er en virus, som vi ikke kan forhandle med.

- Kommer der for mange smittekæder, så vil for mange blive smittet. Så det vi gør nu, beror på, at vi overholder myndigheders retningslinjer, siger Mette Frederiksen.

Mange partier fra ikke mindst blå blok har presset på for at få genåbnet restauranter, caféer og storcentre, da de bidrager væsentligt til samfundsøkonomien.

Mette Frederiksen har også selv lagt op til, at det skulle ske.

Hun understreger, at meget af det, der kommer til at genåbne, vil åbne under markant anderledes omstændigheder end tidligere.

- Restauranten kommer ikke til at ligne sig selv. Det gør skoleklassen heller ikke og heller ikke den professionelle fodbold, for der vil ikke være tilskuere til kampene, siger hun med henvisning til, at Superligaen også genoptages, men altså uden tilskuere.

Efter at statsministeren 11. marts annoncerede en omfattende nedlukning af samfundet, er der drypvis sket en genåbning under fase 1.

I april blev daginstitutioner og 0.-5.-klasserne på skolerne genåbnet, og de ældste elever i gymnasierne og på erhvervsskolerne kom også tilbage.

En del partier har også ønsket at få lempet indrejseforbuddet ved de danske grænser, så for eksempel turister fra Tyskland kan få adgang til Danmark og lægge penge i danske butikker.

Da Dansk Folkeparti imidlertid ikke ønskede at få ophævet indrejseforbuddet, lykkedes det ikke at skabe et flertal uden om regeringen.

Regeringen skal senest 1. juni tage stilling til, om den vil ændre på indrejseforbuddet ved Danmarks grænser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.