Stordemonstration i Aalborg

LO-Aalborg og FTF-Nordjylland forventer, at mange tusinde vil protestere mod regeringen

Anders G. Mortensen
Formanden for LO-Aalborg, Kaj Poulsen, og Birgit Elgaard, formand for BUPL Nordjylland, håber, at mange tusinde nordjyder vil deltage i demonstrationen i Aalborg for at vise deres modstand mod regeringens politik. foto: daniel mikkelsen
Lokalpolitik 23. september 2006 06:00

AALBORG: Velfærden i Danmark er på spil. Sådan lyder budskabet fra FTF-Nordjylland og LO-Aalborg, der kalder nordjyderne til stordemonstration i Aalborg onsdag aften. Mange fagforbund anbefaler deres medlemmer at deltage i protesten mod regeringens stramme styring af kommunerne, deriblandt BUPL, Dansk Metal, Dansk Sygeplejeråd og HK Nordjylland. Arrangørerne forventer, at der kommer mange tusinde nordjyder på gaden. De har købt 5000 fakler og har mulighed for at hurtigt at skaffe 2500 mere, og formanden for LO-Aalborg, Kaj Poulsen, håber, at demonstration bliver den største i Nordjylland siden midten af 70"erne. - Vi håber, at befolkningen vil være med til at sige stop nu. Vores budskab er, at det er urimeligt, at hele det kommunale system skal udsultes samtidig med, at staten puger penge sammen, siger Kaj Poulsen. Torsdag var omkring 4000 aalborgensere på gaden for at protestere mod Sammenlægningsudvalgets budgetudspil for næste år. Og der er ingen grund til at tro, at regeringen giver kommunerne bedre vilkår i de kommende år, mener Kaj Poulsen. - Det er ekstra bekymrende, at regeringen ikke har markeret, at den vil lave en anderledes politik i fremtiden. - Det betyder noget, at vi er mange, der demonstrerer mod den politik, regeringen fører. Jeg kan mærke i baglandet, at der er en ophidset stemning over det, der foregår. Pasning og fladskærme BUPL Nordjylland er blandt de faglige organisationer, der råder borgerne til at råbe op. Formand Birgit Elgaard har mærket stor frustration blandt sine medlemmer og forældrene i den seneste tid. - Det er ved at gå op for folk, at der er en klar sammenhæng mellem regeringens politik, og at kommunerne bliver tvunget til at spare. Det er pinligt, at man skal høre ældre medborgere sige, at de bare gerne vil have lov til at komme i bad to gange om ugen. Ifølge Birgit Elgaard er pædagogerne så pressede, at det giver sig udslag i sygestatistikkerne. - Der er mange pædagoger, der er ved at arbejde sig ihjel, siger BUPL-formanden. Hun er sikker på, at forældre prioriterer høj kvalitet i daginstitutionerne højere end skattelettelser. - Det betyder ikke noget, at vi har råd til at købe tre fladskærme, hvis vi sidder på arbejdet og er utrygge ved, om vores børn har det godt i daginstitutionen, eller om de ældre bliver passet ordentligt. Demonstrationen begynder med fakkeltog fra Kildeparken i Aalborg og fortsætter gennem byen til C.W. Obels Plads, hvor amtsborgmester Orla Hav (S) taler, og Det Hem"lige Teater underholder med en forestilling om velfærd.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...