Aalborg

Store ændringer i busruter

Målet er at tiltrække flere kunder til den kollektive trafik

Arkivfoto: Bente Poder

Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:Først 7. august kommer der nye køreplaner for alle Nordjyllands Trafikselskabs (NT) ruter. Skiftedagen har tidligere ligget i slutningen af juni, men er i år flyttet fordi trafikselskabet lige nu er i gang med at indføre et nyt IT-system, der skal styre blandt andet planlægning og afregning af buskørslen.

På seneste bestyrelsesmøde i NT blev der sagt ja til en række ændringer på busruterne i de nordjyske kommuner. Målet er at tiltrække flere kunder til den kollektive trafik ved at satse på de ruter, der bruges af flest, og samtidig erstatte en del af de ruter, der bruges af færrest, med flexture.

En kvart million flere rejser

- Vi er meget tilfredse med, at kommunerne vælger at investere i den kollektive trafik. Samlet set forventer vi at udvide kørslen i regionen med ca. 12.000 køreplantimer. Stigningen sker hovedsagelig pga. investeringer i Aalborg kommune og åbning af lukkede ruter i Frederikshavn Kommune. Udvidelsen svarer til ca. 1,5 % af NT´s samlede kørselsomfang, og samtidig forventer vi en tilvækst på ca. 250.000 rejser som følge af ændringerne, siger Thomas Kastrup-Larsen, der er formand for NT.

Alle køreplanerne gældende for august 2016 har været i høring hos kommunerne, regionen, uddannelsessteder og busentreprenører for at tage højde for skolernes ringetider og sikre sammenhæng mellem busruterne i regionen. DSB varsler mindre ændringer syd for Aalborg fra december 2016, som NT har forsøgt at tage højde for i planlægningen af de nye køreplaner.

Busruter, der administreres af Midttrafik og kører i Nordjylland, har dog køreplanskifte 25. juni.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden