Store dele af skovbrand i Californien er ikke under kontrol

Strømmen kan blive slukket hos næsten en million mennesker og firmaer i Californien, der er ramt af skovbrand.

En brandmand i et nedbrændt område i Healdsburg i Californien. 180.000 mennesker er blevet bedt om at lade sig evakuere på grund af voldsom skovbrand. Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

En brandmand i et nedbrændt område i Healdsburg i Californien. 180.000 mennesker er blevet bedt om at lade sig evakuere på grund af voldsom skovbrand. Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

Kraftige vinde har søndag givet yderligere liv til en omfattende skovbrand i den amerikanske delstat Californien.

Branden truer blandt andet byen Santa Rosa, der ligger i området Sonoma nord for San Francisco på den amerikanske vestkyst.

Branden, der har fået navnet Kincade, spreder sig over omkring 120 kvadratkilometer. Kun cirka ti procent af branden er søndag eftermiddag lokal tid under kontrol, oplyser brandmyndighederne.

Desuden er op mod 180.000 mennesker blevet bedt om at lade sig evakuere.

- Det er den største evakuering, som nogen af os her på sherifkontoret kan huske. Pas på hinanden, skriver Sonomas sherifkontor på Twitter.

Vindstød på op mod 130 kilometer i timen har været med til at sprede branden yderligere og har gjort den kraftigere.

I alt 77 bygninger - heraf 31 boligbygninger - var lørdag blevet ødelagt.

- Det er helt sikkert en situation, som vi kalder historisk og ekstrem, siger meteorolog David King fra den nationale vejrtjeneste til Los Angeles Times.

- Det virkelig alvorlige ved den her situation er den lange periode, som vindene vil fortsætte, siger han.

Californiens største elselskab, Pacific Gas & Electric Co., oplyser, at det forventer at slukke for strømmen hos omkring 940.000 hjem og firmaer.

Det forebyggende tiltag ventes at påvirke omkring to millioner personer.

- Vinde af den her styrke udgør en større risiko for skader på det elektriske system og gnister og dermed yderligere spredning af skovbranden, lyder forklaringen fra det store elselskab.

Udenrigsministeriets Borgerservice råder danske rejsende i Californien til at være opmærksomme.

- Der er udmeldt undtagelsestilstand på grund af naturbrande, skriver myndigheden på Twitter.

- Hold dig opdateret om lokale forhold via nyhedsmedierne. Følg altid myndighedernes råd og vejledning.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.