Store drømme

Vi skal have et sundhedshus i Brønderslev. Dels er det nødvendigt for at fastholde og tiltrække praktiserende læger.

Dels skal sundhedshuset være centrum for et stærkt og nyskabende samarbejde mellem regionale, kommunale og private aktører indenfor sundhedsområdet. Sundhedshuset var den første sag, jeg satte på dagsordnen, da jeg blev formand for kommunens social- og sundhedsudvalg. Vi skal som kommune gøre vores yderste for, at vi får et sundhedshus. Det har vi blandt andet gjort ved at ændre det tidligere byråds holdning om, at der ingen kommunal udgift må være. Samtidig har et enigt byråd sammen med regionen søgt penge hjem fra sundhedsministeriet til et projekt, der også indeholder en række kommunale funktioner. Det er visionært og den helt rigtige vej at gå. Vi skal nemlig arbejde hen imod et hus, hvor forskellige sundhedsfaglige grupper arbejder sammen til gavn for patienterne. Vi skal samle de praktiserende læger med hudlæger, børnelæge, ørelæge, øjenlæge og terapeuter. Vi skal samle sundhedspleje med jordmødre. Vi skal sikre et lokalt udgangspunkt for lægevagten. Og vi skal vi sikre, at de røntgen- og laboratoriefunktioner, der på det seneste er forsvundet fra Brønderslev Sygehus kommer tilbage til byen i ny og bedre udgave. At skabe sådan et fremtidssikret sundhedshus er stadig bare en drøm, men også en drøm, som hele tiden rykker nærmere, og som vi arbejder stenhårdt for at gøre til virkelighed. Kodeordet er samarbejde mellem region, læger og kommune. Samarbejde handler om indhold såvel som om placering. Placeringen er for mig ikke det vigtigste. Dels er Brønderslev så stor, at vi ikke alle kan bo i gåafstand. Dels vil der dagligt komme massevis af mennesker til sådan et sundhedshus, som bor i Jerslev, Hjallerup eller andre steder. Som kommune skal vi sikre, at der står en grund og kommuneplan klar, når parterne i øvrigt er enige. Et bestemt krav om placering må aldrig komme til at stå i vejen for, at den visionære drøm om et sundhedshus går i opfyldelse.