Store fejl koster danske curlingkvinder dyrt

Danmark tabte 7-10 til Kina, og dermed kan den danske drøm om en semifinaleplads så godt som afskrives.

De danske curlingkvinder står fortsat kun noteret for én sejr i Pyeongchang. Foto: Reuters/John Sibley

De danske curlingkvinder står fortsat kun noteret for én sejr i Pyeongchang. Foto: Reuters/John Sibley

De undertippede danske curlingkvinder måtte også i lørdagens anden kamp ved vinter-OL i Pyeongchang forlade isen som tabere.

Skipper Madeleine Dupont og co. tabte med 7-10 til Kina efter at have åbnet og afsluttet kampen katastrofalt.

Med nederlaget står danskerne noteret for én sejr efter fem kampe, og det er efterhånden kun i teorien, at de danske kvinder kan drømme om at gå videre til semifinalen.

Danskerne kom under hårdt pres allerede fra start mod Kina, for ret usædvanligt havde kineserne hentet fire point i første ende.

- Det gik fuldstændig i ged fra starten, og vi kunne ikke høre hinanden og gav dem fire point. Der kunne vi være gået ned, men det gjorde vi ikke, siger Madeleine Dupont.

I anden ende kunne danskerne have satset på at hente lidt af det tabte og score to point, men i stedet for at satse spillede danskerne lidt konservativt og nappede et enkelt point.

Kampen tog en uventet drejning i tredje ende, hvor det lykkedes Danmark at stjæle tre point, selv om kineserne havde sidste sten. Dermed var kampen udlignet.

Midtvejs var danskerne foran med 6-5, og før niende ende var Danmark stadig i front med et enkelt point.

Men to dårlige indlæg fra Madeleine Dupont blev skæbnesvangre for danskerne, som forærede Kina fire point.

Det lagde et stort pres på danskerne, som i kampens sidste ende skulle bruge tre point for at fremtvinge en ekstra ende.

Det lykkedes ikke, og i stedet måtte danskerne opgive til sidst, da der ikke var sten nok i spil til at kunne hente tre point.

- Jeg er sindssygt ked af det, for vi skulle have vundet, for vi var bedre end dem.

- Vi er tættere på de andre hold, end jeg havde forventet, siger den danske skipper.

Tidligere lørdag tabte kvinderne 6-7 til Storbritannien.

Søndag er det de danske mænd, som skal i aktion to gange, mens kvindernes næste kamp er natten til mandag dansk tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.