Aars

Store flyttedag på Solvang

De første beboere er flyttet ind i de nye Lev-Bo-enheder

AARS : - Det er vidunderligt. Her er mere luft og mere lys. For Jens K. Christiansen og syv andre beboere på Ældrecentret Solvang var mandag store flyttedag. De personlige ejendele blev pakket og flyttet fra de gamle værelser og ind i lejligheder så nye, at håndværkerne gik og puslede om kap med indflytterne. Og vupti. I løbet af nogle få timer havde Jens K. Christiansen ikke længere 15 kvadratmeter at boltre sig på, men 34 og endda eget badeværelse. Han har allerede planer for de nye oceaner af plads. Nu bliver der nemlig endelig rum til hele det gamle kontor hjemmefra, og det store leksikon, der ikke kunne klemmes ind på 15 kvadratmeter. Små enheder Jens K. Christiansen og de øvrige beboere skal fremover bo i mindre Lev-Bo-enheder med 10 beboere i hver. - Nogle vil jo nok få det svært med, at vi er så få. Men vi må se at komme ud af det med hinanden, konstaterer den tidligere murermester, som gjorde sit for at gøde fællesskabet ved at liste sig ind til en nabo og dele en flytteøl. Jens K. Christiansen var selv med til at bygge det oprindelige Solvang for et halvt hundrede år siden. Og nutidens håndværkere er der ikke grund til at klandre, bemærker han med kendermine. - Jeg synes, de har lavet et rigtig godt stykke arbejde. Uover store lyse lejligheder har de 10 beboere i Lev-Bo-enheden blandt andet fået en stor terrasse og et stort fællesrum med køkken. I løbet af ugen flytter 25 beboere i nye lejligheder. Den store flytteuge markerer afslutningen på første etape af den store ombygning på Ældrecenter Solvang. Anden etape er håndværkerne så småt ved at slå de første søm i. Færdig om et år Ifølge planen skal hele det gamle plejehjem i løbet af de næste ni måneder bygges om, så der bliver plads til dagcentret, kontorer, hjemmeplejen og flere Lev-Bo miljøer. Belært af erfaringerne fra den første byggefase tør Ældrecentrets leder Eva Grøn dog først spå en ægte genindvielse af det helt moderniserede Ældrecenter Solvang om et års tid. Hun konstaterer, at beboere og personalet nu har fået væsentligt bedre forhold. - Om der så skal en indflytterfest til i de enkelte Lev-Bo miljøer, det må beboerne afgøre, siger hun. Når Solvang er bygget helt om, bliver der plads til 58 beboere mod i dag 44. Samtidig kan Ældrecentret se frem til at råde over seks aflastningspladser.