Store følelser i en kold tid

film "Tilbage til Cold Mountain" Den unge, enlige tømrer, Inman, melder sig også på Sydstaternes side, da borgerkrigen bryder ud i USA 1860. Det gør næsten alle unge mænd i den lille bjergflække Cold Mountain i North Carolina, som ellers ikke har meget med krigsårsagen at gøre. Begejstringen er stor. Men det går jo som bekendt ikke så hurtigt med sådan en krig. Den bliver voldsom, grusom og ekstremt blodig. Filmen fører os lige ind i en af dens mest bizarre begivenheder: Nordstatstropper graver tunneler ind under fjendens stillinger, fylder dem med krudt og sprænger et enormt krater, men da de stormer de sprængte stillinger løber nordstatstropperne ned i krateret og bliver fanget dér. 4000 bliver dræbt. Begivenheden er historisk - og det er her Inman bliver klar over galskaben i det hele. Han bliver såret - og han vil hjem. Men - og det er en anden stærk side af filmens storslåede fortælling: Hjemme hersker en milits, der skal fange desertører og jagte fjendtlige patruljer og almindelige røvere. De har uindskrænkede beføjelser. I Cold Mountain er det en ret ondartet flok, nærmest værre end fjenden. Inman forlod sin gryende kærlighed til Ada, præstens datter. Nu frygter de begge det værste, posten kommer ikke frem - og årene er gået. Filmen skildrer to lidelseshistorier: Inmans utrolige færd i konstant livsfare fra fronten og hjem - en rejse på mange hundrede kilometer, omgivet af rædsel, sorg, angst og nød, men også af farlige fristelser. Og Adas: Hendes far, præsten, er død, hun ved ikke noget om det landbrug, hun nu er henvist til at leve af, og militsens leder er ude efter hendes gård. Hun får hjælp fra uventet side, da hillbilly-tøsen Rube dukker op, håndfast og kommanderende, og tager over. Men det er stadig en rodet og farlig verden og tid. Filmen fortæller fremragende sin historie - den lange svære rejse fra krig til fred, fra meningsløshed, gennem anarki til mening og orden igen. Det ligner ikke så lidt det Irak og det Afghanistan, vi kender så godt for tiden. Eller Balkan - eller Europa efter krigen. Eller... Det er instruktøren Anthony Minghella, der har skabt filmen efter Charles Fraziers kæmperoman. Og han er på hjemmebane: Han er fascineret af den lange, lidelsesfulde færd, Odysséen, som vi også så det i "Den engelske patient", og han er som englænder tilpas langt fra USA til at vi slipper for en romantiseret krig. Her er meningsløsheden total, som i et glimt fra en slagscene, hvor en indianer og en sort soldat går løs på hinanden i de hvides krig. Jude Law giver Inman et lavmælt autentisk virkende liv, forundret og forpint over den verden, der møder ham. Nicole Kidman, bum-bum, er god som altid, men virker mere og mere ramt af stjernesydromet: Det er Nicole Kidman, vi ser, mere end det er hendes rolle. Renée Zellweger kommer til gengæld helt nye steder hen og er med til at give den tunge, hårde, til tider næsten ubærlige, historie lidt frisk luft. Det er en storfilm, mest på godt - men også lidt på ondt: Alt skal være så stort i sådan en, at man næsten ikke være med. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Tilbage til Cold Mountain" Originaltitel: "Cold Mountain" USA 2004. Instruktør Anthony Minghella. To timer, 30 min. Till. o. 15 år Danmarkspremiere