Store forskelle

Vi står over for et snarligt folketingsvalg. Vi skal dermed tage stilling til, hvordan landets mange udfordringer i fremtiden skal løses og af hvem. I den forbindelse er det nødvendigt, ja faktisk har det næppe været vigtigere, at få synliggjort og forklaret forskelle mellem

Socialdemokraternes og Venstres politik og grundlæggende værdier. Regeringens seneste udspil om afskaffelse af efterlønnen er et godt eksempel på, at forskellen mellem regeringens og oppositionens politik bliver stadig mere tydelig. De udfordringer, landet står overfor lige nu, søges løst ad to veje. Hvor Venstre vil gå sparevejen, ønsker Socialdemokraterne at gå vækst-vejen. Men hvad er det egentlig for grundlæggende værdier de to store partier i dansk politik hviler på, og hvori består forskellen? Ser vi tilbage på, hvordan VK-regeringen med fast støtte fra Dansk Folkeparti siden 2001 regerede et land i opgangstider, kan man med rette stille spørgsmålene: Er vores samfund blevet rigere, og er vores velfærd blevet bedre efter en tid, hvor vi ifølge den daværende finansminister "havde råd til at købe hele verden"? Nej, vel! Fordelingen af goderne er skredet. Skattelettelser blev givet til de mest velstillede og velfærden forringet for de mange. Folkeskolen, ældreplejen, daginstitutioner, hospitaler, miljø, sundhed og forebyggelse lider. Økonomisk velstillede rammes ikke, de kan købe sig til bedre kvalitet på privathospitaler, i privatskoler og på private plejehjem. Det er bare ikke alle forundt. Vi mennesker er ikke ens, og vi bliver aldrig ens. Men vi har hver især helt samme værdi, og for mig er det et mål i sig selv at arbejde for at forstå andre mennesker og give den enkelte og os alle de samme livsbetingelser. Det er det menneskesyn, der ligger i en socialdemokratisk tankegang, når vi stræber efter, at alle skal have mulighed for at leve et godt liv med ordene: fri og lige adgang. Det er et menneskesyn, der baserer sig på, at vi har et fælles ansvar og et ansvar for fællesskabet. Et syn der rummer andet og mere end den personlige frihed og det personlige ansvar, som efter min mening let kan komme til at rumme snæversyn, intolerance og mangel på medmenneskelig forståelse. Som det eksempelvis kom til udtryk i en udtalelse i NORDJYSKE (26.1.) fra tidligere venstreminister Svend Aage Jensby, omhandlende hvorvidt samfundet skal tilbyde fedmeoperationer eller ej: "Mon ikke det for de fleste forekommer dybt urimeligt, at personer, der, uden at det er sygdomsrelateret, gennem år har spist og drukket sig fede, blot kan rette op herpå ved at lade det offentlige betale for deres ligegyldighed og tåbelige levevis til gene for andre". Det er ikke ligefrem forståelse for andre menneskers sårbarhed og livsbetingelser, der kommer til udtryk i citatet. Det er tydeligt, at princippet om, at det er de bredeste skuldre, der skal bære mest, er helt fraværende. Derimod ses det som en byrde og uretfærdigt at en gruppe mennesker ikke kan kontrollere egen levevis. Menneskesynet, der her kommer til udtryk, er et typisk "dem" og "os". Jeg har et ganske andet syn. Nemlig et "vi". Som politiker er det ikke min opgave at være dommer over andre og dømme, om man har fortjent samfundets ydelser eller ej. Derimod har vi i fællesskabet et ansvar for at skabe betingelser for de gode vaner og det gode liv. Der er forhold i menneskers liv, der fører til, at livet ikke altid leves som et såkaldt godt liv. Eksempelvis vælger børn ikke selv at blive tykke, ligesom det heller ikke er alle, der formår at ændre dårlige vaner, hvor meget de så end gerne ville. Stoltheden af og trygheden ved at leve i Danmark bygger for mig at se i høj grad på det forhold, at vi vægter værdien af, at de mange har det godt frem for de få. At de mange har den gode uddannelse og den gode løn. Og at de mange betaler skat til det samfund, som sikrer de mange. Men som også sikrer dem, som ikke har den gode uddannelse og den gode løn, så de også kan få del i dette samfunds goder. Det er socialdemokratiske mål, det er derfor, jeg er socialdemokrat, og det er jeg stolt af.