Lokalpolitik

Store forventninger til Bolig+

NØRRESUNDBY:Et enigt byråd står bag planerne om, at der skal opføres energi- og miljørigtige boliger af høj arkitektonisk kvalitet på en del af slagterigrunden i Nørresundby. Det fremgik af debatten om projektet på byrådsmødet i går. Men samtidig advarede politikere om, at teknisk udvalg ikke skal give dispensationer til den bygherre, der i samarbejde med Bolig+ skal opføre boligerne. For man har set for mange eksempler på, at det fører til byggeri af tvivlsom arkitektonisk værdi. Det er organisationen Bolig+, der med støtte fra Realdania og Elsparefonden står bag projektet. Bolig+ vil arbejde for, at Danmark kommer i en førerposition, når det gælder bæredygtigt byggeri, og Aalborg Kommune vil altså gerne bakke op om de mange gode hensigter. Eksperimentarium Området er udpeget som et sted, hvor der skal være arkitektonisk eksperimentarium, og det var da også forventningerne til et byggeri af høj arkitektonisk standard, der fyldte mest i de indlæg, som byrådspolitikere kom med på mødet. - Jeg kan huske engang, vi også ville have bygget noget, der var flot. I dag kaldes huset for ¿Radiatorhuset¿. Jeg håber virkelig, at man denne gang kan leve op til intentionerne, og vi ikke får en sparerunde i sidste øjeblik, sagde borgmester Henning G. Jensen (S). Anders Stenild (K) var også glad for, at der kommer fokus på det arkitektoniske. - Vi kan jo bare se på den anden side af fjorden, Mellem Broerne, hvor galt det kan gå, forklarede han. Det affødte en længere debat om byggeriet Mellem Broerne, som efter mange borgeres - og politikeres - mening er et eksempel på, at et projekt fik et helt anderledes og et temmelig uheldigt udfald på trods af de gode hensigter. Henrik Thomsen (SF) opfordrede teknisk udvalg til at stramme musklerne, når udvalget skal lægge arm med bygherre og Bolig+ i forbindelse med de konkrete planer for byggeriet. - Lad være med at give dispensationer, for så får man dårlige eksempler, sagde den tidligere tekniske rådmand og brugte Kennedy Arkaden som eksempel. Teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) understregede, at udvalget selvfølgelig vil holde fast i, at byggeri skal have høj arkitektonisk kvalitet. I år skal der gennemføres en international projektkonkurrence, og i 2009 skal vindernes boligprojekt omsættes til virkelighed i Nørresundby.

Forsiden