Boksning

Store forventninger

Anders Stignæs er blandt favoritterne til JM-titlen i mellemvægt.Arkivfoto

Anders Stignæs er blandt favoritterne til JM-titlen i mellemvægt.Arkivfoto

Thisted Atlet Club sender for første gang nogensinde tre boksere afsted til JM for seniorer BOKSNING: Forventningerne er tårnhøje, når Thisted Atlet Club i weekenden for første gang nogensinde har hele tre boksere med ved de jyske seniormesterskaber. TAC-bokserne har hidtil haft en forrygende sæson, og formand Kurt Poulsen drømmer om klirrende metal til sine boksere. - De har alle tre chance for at få en medalje med hjem, fastslår Kurt Poulsen. Mesterskaberne bliver afviklet i Idrættens Hus i Vejle, og her stiller Thisted med 19-årige Faridoon Stanikzai i fjervægt, 18-årige Simon Nielsen i letvægt og 20-årige Anders Stignæs i mellemvægt. Hård vægtklasse Anders Stignæs er i øjeblikket Thisteds stærkeste kort. Han har potentiale til at snuppe guldet, men han er også den af de tre thyboer, der er tilmeldt i den klart hårdeste vægtklasse. Ni boksere skal slås om JM-guldet i mellemvægt, hvor Stignæs deler favoritværdigheden med sidste års mester Gevorg Gevorgian fra Horsens. Det var netop Gevorgian, som sidste år slog Anders Stignæs ud af JM, der afvikles efter knockoutsystemet. - Sidste år stillede vi med Anders og Faridoon til JM. De var begge uheldige med lodtrækningen og blev slået ud i deres første kamp mod den senere mester. Men de er blevet stærkere. På en god dag kan Anders slå alle i mellemvægt, siger Kurt Poulsen. I fjervægt er Faridoon Stanikzai en af fem tilmeldte boksere. Her er den forsvarende mester Faddi Chahrour fra Brabrand favorit. I letvægt debuterer Simon Nielsen ved et rigtigt seniormesterskab. Fire boksere er tilmeldt i vægtklassen, hvor thyboen ikke er uden medaljechance. I øvrigt kan mestrene i Vejle ikke blot prale af at være bedst i Jylland. De fynske mesterskaber blev nedlagt for flere år siden, og dermed er JM reelt et jysk-fynsk mesterskab.lbb