Store hyggedag for ældre

Knap 100 pensionister samlet til fælles aktivitetsdag

RØRBÆK:Humøret var højt lige fra morgenstunden på aktivitetscentret Engparken blandt de mange ældre, der deltog i en fælles aktivitetsdag. Borgmester Poul Larsen (K) udtrykte i sin velkomsttale også ros for, at de tre centerråds arrangement kunne samle så mange. Efter den fælles morgenkaffe var der masser af spændende aktivitetsmuligheder på centrets udenomsarealer, lige fra bobspil, det muntre køkken, dartspil, boccia til pindespil og kroket. Cowboyliv som tema Dagens tema var cowboyliv, og adskillige af de ansatte på Engparken og de mange frivillige var klædt ud inklusiv leder af kommunens ældreafdeling, Vibeke Sand, der fungerede som konferencier. Dagens absoluttet højdepunkt for de ældre var middagsmaden med cowboygryde og fløderand med kirsebærsovs til dessert. - Det smagte bare rigtigt godt, lød det rosende fra en ældre herre om eftermiddagen under et udendørs bobspil. - Ja, uhm det var godt, og så var der i den grad også nok af den, tilføjede en anden bobspiller med overbevisning i stemmen. Et af de mange indslag på dagens program var en opvisning i indianerdans lige efter middagen. Her viste den lokale indianer i skikkelse af Keld Balle, Fruerlund, hvad han havde lært af indianerstammer i USA efter talrige ophold hos dem hvert år siden 1993. Mange af de ældre var meget interesserede i hans farvestrålende indianerdragt, som han selv har syet. Hans forskellige hovedbeklædninger med ægte ørnefjer og andre pyntegenstande på kroppen blev derfor nøje studeret, da de gik på omgang blandt publikum. Indianerbørn på besøg Midt på eftermiddagen kom byens nye børnehave, Græshoppen, på besøg under aktivitetsdagen. De knap 30 børn og deres pædagoger var i fuld krigsmaling. Alligevel var flere af de mindste børn en smule betuttede over al den opmærksomhed, de var genstand for på aktivitetscentret. Til glæde for de ældre sang de flere indianer- og cowboysange, som de havde indøvet med pædagogerne. Bagefter instruerede Keld Balle dem i, hvordan en rigtig indianerdans skal trædes i en stor rundkreds med rigtig indianer sang og musik på kassettebåndoptageren. Den traditionelle fælles aktivitetsdag sluttede med et stort kaffebord og fællessang med musik af husorkestret, Rørbæk Spillemandslaug. Sidst på dagen var mange af de ældre deltagere også ved at være godt trætte efter de mange aktiviteter og oplevelse i samværet med en masse jævnaldrende.