Store lejere trækker de små til nyt center

CITYCENTERTK Development er i fuld gang med at udleje de sidste 40 pct. til specialforretninger

Byggeri 14. september 2002 08:00

AALBORG: Endnu er det kun et hul i jorden, Aalborgs kommende Citycenter med de mange funktioner, men det hindrer ikke lejerne i at strømme til. Da entreprenørselskabet Skanska onsdag tog fat på byggeriet ved rutebilstationen, var godt 60 procent af det ialt 35.000 kvadratmeter store center udlejet, og TK Development, der har udviklet projektet, er i fuld gang med udlejningen af de øvrige kontor- og forretningslokaler. De lejere, TK Development har indgået kontrakt med til centrets stueplan, er bl.a. Dreisler Storkøb, Nordisk Film Biografer og Nordjyllands Trafikselskab, mens Social- og Sundhedsforvaltningen har lejet sig ind i lokaler fordelt på tre etager ovenover. - Med en stor dagligvarebutik, provinsens største biograf med 10 sale og Danmarks mest moderne busterminal har vi fået det rigtige mix af solide ankerbutikker, som er i stand til at trække publikum til i stort tal, hvilket gør det ekstra interessant for mindre specialbutikker at have adresse i centret, siger TK Developments administrerende direktør Frede Clausen. - Nu drejer det sig om at sammensætte det rette mix af specialbutikker. Det kan f.eks. være indenfor brancher som fast food, frisør, gaveartikler, legetøj, foto, vin og sportsartikler, tilføjer han. På et tidspunkt inden indvielsen af det færdige center i foråret 2004 vil det i én klump blive solgt til et forsikringsselskab eller pensionskasse, der vil se det som en langsigtet investering. Udover det publikum, som centrets butikker i sig selv vil trække til, vil centret i kraft af sit parkeringshus og placering midt i et knudepunkt for tog- og bustrafik dagligt have ca. 30.000 potentielle strøgkunder. Det nye center, der er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, vil fremstå i røde mursten, glas og aluminium. - Det er et projekt, der virkelig har sat arkitekterne på arbejde. Da bygningen slutter J.F. Kennedys plads af mod syd, måtte den nødvendigvis være markant. Samtidig skulle den på én gang være moderne i sit udtryk og i harmoni med de utroligt smukke ældre bygninger, der indrammer resten af pladsen, ikke mindst selve banegården og Nykredits bygning. - Det er en vanskelig kunst at forene disse hensyn, men her må man sige, at det er lykkedes til fulde, siger Frede Clausen. Efter direktørens skøn vil projektet ikke kun gøre J.F. Kennedys plads til en flot helhed, den vil også bidrage til at binde byens centrum sammen. - Centrets mange funktioner vil styrke forretningserhvervenes interesse for den sydlige ende af Boulevarden, siger direktøren. Den del af Boulevarden fremstår noget forsømt, efter at den nordlige del ned mod Nytorv gennemgik en omfattende renovering for et par år siden. - Jeg formoder, at resten af gaden snart står for tur, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...