Håndbold

Store lussinger til ADH

Jan Hansen - Vi er ikke gået ned i sponsorantal, men i økonomien i de enkelte sponsorater.Foto: Grete Dahl

Jan Hansen - Vi er ikke gået ned i sponsorantal, men i økonomien i de enkelte sponsorater.Foto: Grete Dahl

AALBORG:Det er ikke bare en lussing, Aalborg DH har fået med beskeden om, at klubbens svenske landsholdsmålvogter Madeleine Gustafsson er ude mindst til foråret 2010 på grund af den rygskade, som hun pådrog sig i juni i år, da hun spille landsholdshåndbold med Sverige. - Nej vi får faktisk tre lussinger. Den første er selvfølgelig den værste rent menneskelig til Madeleine selv. Men dertil kommer den sportslige lussing, som beror på, at det kan blive umådeligt svært at finde en kvalificeret afløser på Madeleines niveau. Og i sidste ende får vi så også en økonomisk lussing, når vi jo skal betale løn til Madeleine og samtidig skal ud at finde en afløser for hende, konstaterer klubejer Jan Hansen, der selvfølgelig har stor medlidenhed med den svenske keeper. - Men vi er altså også som klub kommet i en på nordjysk godt gammeldags træls situation. Vi havde truppen på plads og alt kørte, og nu er det hele lige pludselig lavet om, siger klubejeren. Han langer i forbindelse med den økonomiske side af sagen ud efter det svenske håndboldforbund, fordi de i modsætning til Dansk Håndbold Forbund ikke har løntabsforsikring på deres spillere, så en skade sket i forbindelse med klubbernes udlån af spillere til landsholdssamlinger og kampe automatisk fører til, at forsikringen dækker en god bid af det løntab, som klubben kommer ud for i tilfælde af skader i landsholdssammenhæng. - Her kunne svenskerne virkelig lære noget af DHF og professionalisere deres forhold for landsholdene. Det er jo efterhånden sådan, at når Aalborg DH f.eks. har seks spillere med ved den kommende GF World Cup, så sidder jeg bare med lukkede øjne og håber på, at spillerne undgår skader i stedet for at fryde mig over håndbolden og at klubben kan levere til flere landshold, siger Jan Hansen. Selv om Madeleine Gustafssons skade kommer til at koste ADH på det økonomiske plan, så har klubben allerede været ude for at kigge efter en ny målmand. - Vi har to keepere mere i truppen - Erla Eliasen og Søs Søby - men vi har talt med dem om det og er enige om, at vi helst skal have en ny reservekeeper for Ana Vojcic, siger Jan Hansen. Og der er handlet hurtigt. Allerede i dag kommer en fransk keeper Aurelie Roquette, der tidligere har spillet i de to franske klubber SA Merignac og Plan de Cuques, og i 2008 også optrådte seks gange for Viborg HKs danske mestre. - Vi har hende til prøvetræning, og så tager vi den derfra, konstaterer Jan Hansen.