Store Mons fra Kongstedlund

62-årige Frank Larsen har hugget en sagnomspunden sørøverkonge ud af et elmetræ

KONGERSLEV:I parken ved Kongstedlund troner en stolt sørøverkonge på en piedestal i form af en høj træstub fra det elmetræ, som han selv er hugget ud af. Det er Store Mons. - Ifølge et sagn på egnen var sørøverkongen Store Mons den første, der byggede her ved Kongstedlund. Man gætter på, at det er omkring år 1000, men man ved det ikke præcist. Dengang var Nordjylland et øhav og man kunne sejle hertil, fortæller Frank Larsen. Den 62-årige efterlønner, som hele sit liv har været arbejdsmand på bl.a. slagterier og som graver, laver i dag træskulpturer i alle størrelser. Det startede med sten Sidste sommer lavede han to ørne, som også står i parken ved Kongstedlund, og i den forgangne vinter har han brugt utallige timer på Nøvling Maskinstation, hvor han først med motorsav og siden med snedkerværktøj har kreeret en knap tre meter høj træskulptur. - Først savede vi træet over, og blokken, jeg har arbejdet med, har vel vejet 4-5 tons, anslår Frank Larsen, der pludselig fandt interessen for at arbejde med træ på et kunstnerisk plan efter et besøg i Jelling for mange år siden. - Siden skolen har jeg været meget interesseret i historie, og efter besøget fik jeg lyst til at lave en kopi af stenene i træ, siger Frank Larsen uden at kunne forklare hvorfor det lige skulle være det materiale. Siden har Frank Larsen hugget og skåret i træ. Resultaterne kan man blandt andet se foran Gildeborgen på Rafns Allé i Aalborg, hvor grundlæggeren af spejderbevægelsen Robert Baden-Powell poserer, samt foran Aalborg Handelsskole på Strandvejen, hvor der står en fisker og en naver. Evnerne til at skære i træet er selvlærte. - Det kan jeg bare, lyder det simple svar fra kunstneren. - Kunstner? Måske noget i den retning. Det er svært at definere en kunstner, forklarer Frank Larsen, der dog altid har tegnet og malet. Ønske om offentlighed Da Arne Thomsen, ejeren af Kongstedlund, i vinter snakkede med Frank Larsen om Store Mons, var det en drømmeopgave for træskæreren, da det gav ham muligheden for at kombinere sine to store interesser. - Jeg tog ned på biblioteket og læste om Store Mons. Det er jo nogle fascinerende sagn om ham, og jeg er meget glad for at få lov til at lave netop den her figur, siger Frank Larsen, der ville ønske, at Kongstedlund var åbent for offentligheden. - Og ikke bare for at se mine skulpturer, men også parken og bygningerne. Stedet er jo fantastisk med volden rundt omkring slottet. Det er en skam, mener Frank Larsen, der også er lidt utilfreds med, at Store Mons vender ryggen til parken. - Men sådan ville Arne have den til at stå, pointerer han.