Udland

Store oversvømmelser koster liv i Østrig og Tjekkiet

Tyskland, Tjekkiet, Østrig og Schweiz er ramt af store oversvømmelser. Flere mennesker har mistet livet.

Store oversvømmelser koster liv i Østrig og Tjekkiet

Kæmpe regnmasser har ramt store dele af Europa.

Flere hjem er blevet evakueret tværs gennem det sydlige Tyskland, Tjekkiet, Østrig og Schweiz, efter at floder er gået over deres breder.

Det skriver BBC.

Hovedstaden i Tjekkiet, Prag, er i forhøjet sikkerhedsberedskab, fordi myndighederne frygter en gentagelse af de voldsomme oversvømmelser, der ramte landet tilbage i august 2002.

Dengang blev 17 mennesker dræbt, og tvang tusinder væk fra deres hjem.

Floden Moldau, der løber gennem Tjekkiet, har oversvømmet flere større og mindre byer. En kvinde meldes dræbt i Tjekkiet.

Kvinden blev dræbt, da hendes hus kollapsede. To andre personer er meldt savnet, efter at deres tømmerflåde væltede i en oversvømmet flod.

BBC's korrespondent i Prag siger, at brandfolk har sat metaldæmninger op. Ligesom frivillige har stablet sandsække over på hinanden, så den tjekkiske hovedstad er forberedt til de store vandmasser.

Søndag har tjekkiske soldater ligeledes sat metaldæmninger og sandsække op for at beskytte Prags historiske center.

Det historiske center er på UNESCO's liste over bevaringsværdige bygninger, kirker og monumenter.

Myndighederne i Prag har desuden begrænset adgangen af den offentlige transport. De har blandt andet lukket ned for undergrundsbanerne.

Premierministeren i Tjekkiet, Petr Necas, har ekstraordinært sammenkaldt sin regering for at koordinere nødberedskabsindsatsen.

Mindste fire personer er døde eller er meldt savnet i forbindelse med oversvømmelserne, der har ramt Tyskland og Schweiz de senere dage.

De tyske myndigheder har erklæret byerne Passau og Rosenheim i undtagelsestilstand.

Myndighederne i Passau, siger, at de forventer, at Donau når en vandstand på 10,5 meter søndag aften og har derfor anmodet om hjælp fra den tyske hær.

I den østrigske by Salzburg er en mand blevet fundet dræbt, efter han blev skyllet væk, mens han byggede en dæmning.

To andre personer er savnet i Salzburg-området, ifølge avisen Salzburger Nachrichten.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er over 120 beboere i Salzburg og 80 andre i Tyrol blevet evakueret fra deres hjem, i takt med at lokale floder truer med at gå over deres bredder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.