Store prikkedag for ældre

120 ældre over 65 tog imod tilbud om gratis influenza-vaccination

NØRAGER:Allerede inden sygeplejerske Stine Helsing fra Danske Lægers Vaccination Service stod klar med den første influenzavaccine i engangssprøjten i kultur- og medborgerhuset i Nørager i går morges, stod en rand af ældre og ventede på at få det eftertragtede stik i skulderen. For alle på 65 og derover var formiddagens seance gratis mod forvisning af sygesikringskort, mens alle andre måtte slippe 135 kroner ved indgangspartiet til repræsentanter for bestyrelsen for Ældre Sagen lokalafdeling Hobro-Nørager. Sammen med Sund By Nørager stod de for dagens prikkerunde af ældre, og i ventetiden før og de nødvendige 15 minutters hvile efter vaccinationen var Sund By vært med en kop kaffe og småkage, hvilket de fleste kombinerede med en hyggelig sludder med andre. Stor interesse I løbet af de første tre kvarter havde sygeplejerske Stine Helsing vaccineret de første omkring 75 ældre fra alle kroge af Nørager Kommune. På sidelinjen fulgte Keld Graugaard, næstformand i lokalafdelingen af Ældre Sagen, slagets gang. - Næsten alle dagens gæ-ster er 65 og derover. Kun en håndfuld har indtil nu selv måttet betale, forklarer han. Imens begynder køen af ventende foran sygeplejerske Stine Helsing bord at aftage, efterhånden som vaccinationen efter knap to timer nærmer sig sin afslutning. Mor og søn Blandt nogle af dagens sidste gæster er Agnete Bjerregaard, 73 år og fra Kgs. Tisted. - Jeg har i mange år døjet med mine bronkier, så influencavaccinationen her i efteråret er en fast tradition for mig, erklærer hun. Sønnen Allan på 49 skal også have en vaccination i skulderen. - Det er godt nok tre år siden, jeg sidst blev vaccineret mod influenza. Men jeg har i mange år haft probleme med mine slimhinder, og da jeg alligevel skulle køre min mor, snupper jeg også lige et stik, fortæller han som dagens andensidste, mens Keld Graugaard melder sig som den sidste. Næste vaccinationssted er i Arden Kommune inden afslutningen på biblioteket i Hobro om eftermiddagen. - For at være helgarderet har jegt medtaget 700 vaccinationsampuller til hele dagen , erklærer Stine Helsing med et grin, efter at hun har vaccineret 119 i Nørager Kommune. Antallet af vaccinerede er knap 70 færre end i fjor på Nørager Aktivitetscenter, men Keld Graugaard fra Ældre sagen er fuld ud tilfreds med interessen blandt de ældre. Dog kan han ikke undlade at bemærke, at regeringen har barslet med planer om at afskaffe den gratis vacciantion af alle over 65 år fra næste år. - Det er jo et fuldstændigt vanvittigt spareforslag efter to år med ordningen, fordi vaccinationen er vigtig specielt for ældre, erklærer han.