Hestesport

Store Pris med stor overraskelse

Please Perfect vandt søndagens storløb på NKI Racing Arena til 20 gange pengene.

Please Perfect blev en meget overraskende vinder af Aalborgs Store Pris til 20 gange indsatsen. Foto: Ole Hindby

Please Perfect blev en meget overraskende vinder af Aalborgs Store Pris til 20 gange indsatsen. Foto: Ole Hindby

Det gik ikke efter forventningerne i travløbet Aalborg Store Pris. Først i mål kom nemlig Please Perfect til 20 gange pengene, efter en strålende kuskeindsats af finnen Peter Ingves i sulkyen. Please Perfect var bedste dansktrænede hest i derbyet for to uger siden, men med spor otte bag bilen så det svært ud på forhånd. - Kusken kørte et topløb, jublede ejeren Bernt Dahl, og træneren Magnus Ladegaard var også på plads med de helt store gloser. Der blev vist forrygende travsport i Aalborg, og publikum fik en stor trumf til hjemmeholdet til at gå hjem på, da den lokale 2010-derbyvinder Okay Bee løb solen sort, og blev den hurtigste hest nogensinde på Aalborg Væddeløbsbane. Søndagens Store Pris bød på det hidtil største fremmøde på væddeløbsbanen i Aalborg siden besøget af den legendariske travhest Tarok.