Børnepasning

Store prissving på børne- pasning

KØBENHAVN:Prisen for at få sit barn passet i en vuggestue eller børnehave er i gennemsnit steget med næsten 20 procent i løbet af de seneste fem år. I enkelte kommuner er prisen på en børnehaveplads steget med over 40 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Hvis en familie med et barn i vuggestue valgte at flytte fra landets dyreste til landets billigste kommune, vil far og mor få frigivet knap 20.000 kroner i husholdningsbudgettet hvert år - alene i sparede udgifter til børnepasning. I nogle kommuner er prisen for en vuggestueplads i gennemsnit steget med over 2000 kroner om året i de seneste fem år. Ballerup, Brønderslev, Helsingør, Svendborg, Vejle og Vordingborg har alle haft stigninger i vuggestuetaksterne på mellem 30 og 40 procent. Når det gælder børnehaver, har kommunerne Fjerritslev, Nørager, Skærbæk og Højreby haft prisstigninger på mere end 40 procent siden 2001. I dag er den gennemsnitlige takst for en plads i vuggestue 2865 kroner og for en børnehaveplads 1620 kroner om måneden, men gennemsnitstallene dækker over markante geografiske forskelle. Middelfart har landets højeste takst med 3480 kroner om måneden for en vuggestueplads fulgt af Vejle, Gentofte, Køge, Birkerød og Fredensborg-Humlebæk, mens Herlev er billigst med 1850 kroner. Kommunerne er i denne tid i færd med at fastlægge 2006-taksterne, og i mange kommuner vil taksten for en plads i den lokale daginstitution formentlig tage et pænt dyk næste år, fordi regeringen har sænket loftet for forældrebetaling fra 33 til 25 procent af de samlede udgifter. Det vil i så fald give kurven over udviklingen i taksterne et markant knæk, efter at priserne kun er gået en vej i de seneste år - opad. Kommunerne Ryslinge og Rødekro er blandt de få kommuner, der allerede har sænket priserne på børnepasning. I Ryslinge koster en børnehaveplads nu 230 kroner mindre om året end i 2001. /ritzau/