Skolelukninger

Store skoler blander sig

Overbygningsskoler vil ind i debatten om den kommende skolestruktur

VESTHIMMERLAND:Den har fået megen kritik, og der har været skudt med skarpt efter den nye skolestruktur. Især de små lukningstruede skoler har vagt i gevær, mens der har været mere stille fra fronten med overbygningsskolerne. Men nu vil også de store skoler ind i debatten. Derfor havde skolebestyrelserne fra fem overbygningsskolerne i Vesthimmerlands kommune onsdag aften inviteret byrådspolitikere til en debat på Ranum skole, hvor de stores skolers syn på skolestrukturen blev luftet. Små skoler udeladt - Indtil videre har debatten handlet meget om de små skolers problemer og tanker i forbindelse med den nye skolestruktur. Nu vil vi også gerne komme med nogle af vores bud på, hvordan den kan sættes sammen, siger en af arrangørerne, Ib Falk Nielsen, der er formand for skolebestyrelsen på Hornum Skole. Udover Hornum Skole var Østermarksskolen, Aars Skole, Farsø Skole og Ranum Skole på værtslisten til onsdagens møde, hvor en række byrådspolitikere også deltog. - Vi havde ikke inviteret de små skoler, da vi frygtede, at mødet i så fald ville komme til at handle om dem og os. Formålet med mødet var at præsentere vores synspunkter for politikerne og udelukkende snakke facts, forklarer Ib Falk Nielsen. Kritik førte til reaktion På tirsdag vil Børne- og skoleudvalget komme med det endelige forslag til den fremtidige, vesthimmerlandske skolestruktur. Forslaget skal vedtages endeligt på byrådsmødet 25. november for at være gældende fra skoleåret 2011/2012. - Egentlig ville vi ikke blande os i debatten, men vi følte, at der var kommet en række argumenter på banen i løbet af debatten, som vi nu vil reagere på, selvom der er kort frist til beslutningsdatoen, siger Ib Falk Nielsen og henviser til den kritik, der har været af større skoler. - Overbygningsskolerne er blevet beskyldt for at være utrygge for børnene. Man har ligefrem kaldt overflytning af 7. klasse for "tvangsmodning". Den slags vil vi have manet til jorden, for sådan oplever vi bestemt ikke selv vores skoler, understreger Ib Falk Nielsen. Derudover blev der bragt andre emner op som skoledistrikter, økonomi og overflytning af specialklasser. - Vi fik luftet vores idéer og tanker. Det var formålet med mødet, så nu vil vi afvente beslutningen fra politikernes side, slutter Ib Falk Nielsen.