Nuuk

Store smæk til Godthåb

SERIE 3 PULJE 18 Løvel IF-Godthåb IF 9-1 (4-0) Mål for Godthåb: 4-1 Jesper Woudz. LØVEL: De to hold var ude i et vaskeægte bundopgør, og det må konstateres at Godthåb dumpede testen med glans. Fra kampens start var det tydeligt at Godthåb ikke på dagen evnede at ramme en medspiller på bare tre meters afstand. Da Løvel modsat var meget engagerede til kampen, måtte det gå galt. Ved pausen var stillingen 4-0, og det var nådigt sluppet efter det pres som Løvel havde lagt på Godthåb. I starten af anden halvleg fik Jesper Woudz reduceret, og holdet vejrede morgenluft. Men det blev en stakket frist, da Løvel scorede fem gange i anden halvleg. Godthåb træner Ioannis Roussis: - Denne kamp skal hurtigst muligt glemmes. For med præstationer som den hører vi ikke hjemme i serie 3. Vi kunne ikke ramme hinanden, og var derfor fuldstændigt spillet væk. Vi mangler syv spillere fra sidste sæsons hold, og det kan naturligvis mærkes, afrundede Ioannis Roussis. jeege