Store spørgsmål, ingen svar
TRYK 16 - Medieklummen kigger på forholdet mellem høj løn og højt brokniveau, når der skal afskediges. Lars Borberg hudfletter medierne i denne uge
Det sker vel nok tit, at vi præsenteres for en oprørende historie om en eller anden urimelighed - som så ikke efterfølgende bliver forløst. I sidste uge måtte vi se selveste over-SF'eren sluge den helt uspiselige tortur-kamel. Så har man set det med. En SF-leder, der ikke entydigt kan fastholde, at vi siger nej til tortur. Og bagefter kom så hans konservative modpol, Tom PineBehnke, med en mindst lige så rædsom og belastende udmelding om samme sag. Tankevækkende. Mest komisk er det næsten, at ingen havde held til at føre den principielle diskussion om tortur eller ej i Danmark. I stedet blev der konstrueret dilemma-situationer i hobetal, som ingen kan svare på. Det endte i spin: "Vil du hellere lade 1000 danskere dø, end tjekke et tip fra et land, der er kendt for at bruge tortur?" I denne uge har der kørt en masse i tv og radioaviserne samt i dagbladene om, at det offentlige afskediger de ældre medarbejdere først, når der skal spares. 40 pct. af afskedigelserne falder blandt medarbejdere over 50, som til gengæld kun udgør en gruppe på 20 pct. af de ansatte. En uforholdsmæssigt stor andel af ældre fyres. Det er selvfølgelig træls for de ældre, men det, der gør det til en rigtig god historie, er, at det offentlige netop gør et stort nummer ud af at opfordre private virksomheder til ikke at gå efter de ældre medarbejdere, selv om de har de højeste lønninger og til en vis grad en lavere produktion. Det er nemlig ekstra belastende for samfundet, hvis de gamle ryger ud i ledighed, idet de er langt vanskeligere at få i arbejde igen - og derfor en ekstra byrde for samfundet. Det er jo en knaldgod historie. Vi elsker, når magthaverne opfører sig dobbeltmoralsk, og det gør de unægtelig her. Det kan man så høre på en hel lang dag, uden at der bliver stillet et eneste spørgsmål til de selvsamme "magthavere" om, hvad Fanden de bilder sig ind - at tvinge erhvervslivet til ét og så selv gøre det modsatte. Sagen er formentlig den, at ingen kan finde dem, der er dobbeltmoralske. Det er nemlig ikke de samme personer eller instanser, der siger, at de gamle medarbejdere ikke skal fyres først - og derefter gør det. Rækkefølgen er snarere denne: Regeringen, den til enhver tid siddende, melder ud med fine, moralske og praktiske betragtninger, som passer fint i en ideel verden. Og i det samme meddeler den anden side af Janus-hovedet så, at der i øvrigt skal spares med arme og ben, uden at det går ud over kvaliteten. Og Gud nåde og trøste den kommune eller det kontor, der ikke parerer ordre, hvor umuligt det end er. Spares skal der, og det skal gå stærkt. Og så ruller de grå hoveder altså - for de er både dyrest og langsomst. Og de er sikkert oven i købet også gamle i gårde og erfarne og desillusionerede nok til både at være kritiske og bøvlede at have med at gøre, når urimelighederne præsenteres. De finder sig ikke i så meget - og de er gode, vidende og trænede i at diskutere de krav, der stilles. Det burde være muligt at finde nogen at stille til ansvar for sådan en gang tykt hykleri. Men sagen er vel bare, at den samme dobbeltmoral gælder alle steder, også på de medier, der burde være vagthund mod de overgreb, de menige borgere udsættes for. Hvor mange medier kan mon sige sig fri for at have skelet til kombinationen af høj løn og højt brokniveau, når der skal spares i de meniges rækker (for det er jo altid her, det sker, chefer fyrer nødig chefer, det kunne skabe en ubehagelig præcedens). Men beklageligvis er det også netop de gamle, garvede, respektløse journalister, der har modet til at bruge den tid, det tager at lave ordentlig journalistik med vægt på nyheder, relevans og dokumentation frem for hurtige, billige løsninger og blød, letfordøjelig populisme. Spar de dyre, gamle ronkedorer væk, så bliver det også meget nemmere at komme igennem med den slags journalistik, som en ny tids mediechefer ønsker sig: Den glade nyhed, den positive tilgang, den hyggelige nede-på-jorden snakketing, musikalske, letbenede programmer med studieværterne i rollen som stand-uppere - eller stand-uppere i rollen som studieværter. Ungt, frisk, sjovt, let at forstå (og billigt at producere til "alle platforme"). Vi skal møde seerne, lytterne, læserne dér, hvor de er, ikke bruge en masse tid + energi = penge på at skabe noget betydningsfuldt og ambitiøst. Og sådan er det hele vejen igennem. Når de ældste sagsbehandlere fyres først, mister kommunen også al deres erfaring, specifikke viden og ansvarlighed. Når der bliver ryddet ud i sygeplejerskerne efter samme skabelon, ryger livserfaring og menneskekundskab fra et langt liv i et svært fag direkte ud med bækkenet. Når gamle lærere sættes på porten, bliver der også sagt farvel til en fond af almenviden og dannelse, som ikke kan fås længere, netop fordi skolesystemet er blevet udhulet, mishandlet og sparet ned i årti efter årti. Når medierne spørger ind til det problem, får de også en masse floromvundne svar, op og ned og uden om. Lige som med et andet af tidens store forargelses-emner: De høje cheflønninger. DONG-skandalen satte nyt skub i den folkelige forargelse. Mangemillion-bonusser, fratrædelsessummer og enkelt-lønninger, som kunne betale 100 medarbejdere, kan få os op af stolene. Så er vi virkelig forargede. Det sjove er bare, at det ikke fører noget med sig. Når forargelsen har lagt sig, sidder de stadig på deres pengesække - som det skete allerede efter TDC-balladen med Henning Dyremoses mangemillion-bonus, og siden i rask rækkefølge efter bankskandalerne og selv midt i krisens sorteste hul. Jamen, uden millionerne og retten til at chefer kan forgylde hinanden, får vi slet ikke nogen dygtige chefer, lyder det rituelle svar. Det er ikke fordi, grådighed er den vigtigste kvalifikation til et lederjob, det er bare sådan. Forgyld dem, eller de rejser til udlandet! Se, det kunne være et spændende eksperiment. Lad dem rejse. Hvor mange af dem kommer så af sted? Og kunne det måske vise sig, at der findes chef-emner, for hvem selve tilfredsheden ved at være god til at lede og drive en virksomhed, var bonus nok i sig selv. De spørgsmål burde også stilles - og stilles igen, indtil de blev ordentligt besvaret.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.