Store tab, når kunder dør

Apoteker Preben Lundin fra Brønderslev Apotek bekræfter, at apoteket almindeligvis ikke går med til at ældre betaler medicin over PBS.

Apoteker Preben Lundin har haft store tab på betalingsservice.
Arkivfoto: Kurt Bering

Apoteker Preben Lundin har haft store tab på betalingsservice. Arkivfoto: Kurt Bering

- Vi har haft meget store tab på ordningen, især de senere år. Derfor begrænser vi det mest muligt, fortæller Preben Lundin. - Når kunderne dør, ser vi i dag stort set ingen penge. Og ofte har de fået store mængder medicin på det sidste, tilføjer han. Brønderslev Apotek accepterer kontanter, dankort og check. Men betalingsservice forudsætter at der betales forlods. - Det er jo mig som enkeltperson der har købt medicinen. Det er en privat forretning, og jeg får det ikke dækket, hvis jeg har et tab, pointerer han. Brønderslev Apoteks kunder på plejehjem og institutioner betaler via PBS, men ellers accepteres det kun undtagelsesvist. Preben Lundin vil ikke svare generelt på, om apoteket altid tager medicinen med igen, også hvis der er tale om livsvigtig medicin, hvis en kunde ikke kan betale kontant. Henrik Lintner fra Svane Apoteket i Hjørring har ikke noget imod betalingsservice. - Det har vi tilbudt i mange år, så de ældre ikke skal ligge inde med rede penge, og mange benytter sig af det, fortæller Henrik Lintner. - Det er jo sjældent man lige ved, hvor meget medicinen koster, tilføjer han. Risikoen for at pengene går tabt, får ikke Svane Apoteket til at stoppe for PBS. - Man kan ikke gardere sig mod alt i livet. Vi synes det er en naturlig service, siger Henrik Lintner.