Store tænkere, hysteriske kællinger og rumskibet, der blev væk

DET HAR VÆRET en underligt uforløst uge. Her tænker jeg ikke mindst på tirsdag 14. oktober, som ifølge oplysninger på internettet skulle være dagen, hvor et rumskib ville komme til syne på himmelen et eller andet sted over Moder Jord. Forlydendet kan tilsyneladende spores til en australsk kvinde ved navn Blossom Goodchild. Og hun havde det fra en sikker kilde: Hun står nemlig i direkte kontakt med en gruppe kosmiske væsener, kendt som The Federation of Light. Så vi var mange, der skævede nervøst op mod de højere luftlag, da tirsdagen oprandt. Og pløjede igennem samtlige nyhedsudsendelser i forventning om, at denne for vor planet så skelsættende begivenhed ville blive rapporteret og analyseret. Men forgæves. Nu ved jeg godt, at verdensøkonomien i tirsdags var ved at bryde sammen, og Simon Emil Ammitzbøll netop havde forladt de radikale, men bare et lille telegram kunne det vel blive til. Nej intet. Også de mange hjemmesider, der havde bragt spådommene til torvs, var tavse. Faktisk virker det som om de ikke er blevet opdateret siden i tirsdags. Hvilket jo får én til at tænke: Mon det forholder sig sådan, at rumvæsenernes virkelige mission var at opsøge alle verdens store tænkere og tilbyde dem en enkeltbillet til planet XWQZY i det fjerde solsystem på højre hånd, hvor deres grænseløse vid og storslåede visioner i al evighed kan få lov at udfolde sig frit? På den anden side: Jeg kan jo konstatere i medierne, at Simon Emil Ammitzbøll stadig bevæger sig rundt mellem os almindelige dødelige. Så måske er der i virkeligheden bare tale om, at nogen har kludret i det med datoerne. Oplevelsen af, at verden står endnu trods forlydender om det modsatte, er for mit vedkommende fortsat de følgende dage. UGEN HAR TRODS alt budt på opsigtsvækkende nyheder som, at HA’eren Jørn Jønke Nielsen nu har papir på, at han er helt normal og, at Madonna skal skilles. Alligevel vågner jeg hver morgen efter en tryg nats søvn og kigger ud på oktoberhimmelen, der trods klimaforandringer er lige så grå og blytung, som den plejer at være på denne årstid. Jeg går med ungerne i biografen og konstaterer, at halvdelen af byen har fået samme ide. For nu er det efterårsferie, og så skal der kompenseres for alle de andre dage i året, hvor vi moderne forældre ikke har tid til den slags. Og henne ved købmanden kan jeg konstatere, at mit dankort stadig er et godkendt betalingsmiddel, selvom de seneste ugers dommedagsprofetier ellers kunne friste mig til at tro, at vi var på vej tilbage til den gode gamle naturalieøkonomi. SELV POLITIKERNE, DE kære kræmmersjæle, opførte sig i ugens løb trygt og genkendeligt. Nede i EU vaklede ambitionerne om at begrænse CO2-udledningen for at stoppe den globale opvarmning. Det er der jo ikke råd til nu, hvor man har postet et ubegribeligt antal milliarder euro i at holde måsen oppe på verdens banker, lød forklaringen. Måske skulle man have ræsonneret omvendt. I hvert fald har de mange milliarder til bankerne ikke umiddelbart haft den ønskede effekt. Aktørerne på alverdens børser opfører sig stadig som den flok hysteriske kællinger, en vred yngre Mogens Lykketoft engang kaldte dem. Ja, verden står endnu, på godt og ondt. Hvilket bringer os tilbage til Blossom Goodchild. Torsdag gav hun lyd fra sig i form af en videooptagelse på YouTube. Her undskylder hun mange gange, at rumvæsenerne ikke holdt aftalen. Og hun kan godt se, at hun har gjort sig selv til grin. Den erkendelse bør jo et eller andet sted aftvinge respekt.