Aalborg

Store værktøjsmaskiner får deres egen butik

Første kunde har lagt en halv mio. til avanceret plasmaskærer

FREDERIKSHAVN:De store værktøjsmaskiner til industrien i det nordjyske får nu egen butik i Frederikshavn. Selv om butikken reelt først åbner torsdag 18. december, så har den første kunde allerede været forbi og købt en maskine til en halv mio. kr., en avanceret CNC-styret plasmaskæremaskine med den nette dimension på 4,5 meter i længden, 2,5 meter i bredden og højde som en fuldvoksen mand. Det er P. Conradsen A/S på Knivholtvej, der har taget fat på at indrette en særlig afdeling for de store maskiner, som bruges i industrien, hvad enten det nu handler om fræsere, drejebænke, save, bore- og lokkemaskiner eller andre specialmaskiner. Den 500 kvm. store forretning får til huse på Ellehammervej 8. Ejendommen med den store hal, der tidligere har tilhørt VVS-installatør Palm Larsen, blev for et år siden købt af P. Conradsen. Afdelingschef for P. Conradsens værktøjsmaskiner, Leif Drejer, fortæller, at firmaets hidtidige værktøjsmaskin-afdeling i Aalborg, det tilkøbte Dana Værktøjsmaskiner, samtidig flyttes til Frederikshavn. - I Vendsyssel har vi fordel af at være enerådende med den type forretning, og vi har i forvejen biler, der kører med varer i fast rutefart i Vendsyssel, Aalborg-området og også sydligere. Så vi har valgt at samle salget af vores store værkstedsmaskiner, nye som brugte, her i Frederikshavn samtidig med, at vi bibeholder et lager, vi har i Randers, forklarer Leif Drejer. Det er maskiner i prisklassen fra 5000 kr. og op til 300.000 kr. eller mere, der vil blive forhandlet fra den nye butik på Ellehammervej. Hos P. Conradsen på Knivholtvej vil det som hidtil handle om alskens former for tekniske artikler, fiskeriartikler samt tilbehør til håndværk og industri.