Storebror nyder også godt af biblioteks-samarbejdet

NY HJØRRING: Når flere biblioteker går sammen, vokser materialebestanden tilsvarende til gavn for lånerne - og det er ikke kun små bibliotekers lånere, der nyder godt af det. - Det er ikke kun den lille, der trækker på den store. Det er til fælles fornøjelse, siger stadsbibliotekaren i Hjørring, Carsten Winther. Det underbygges af erfaringerne fra samarbejdet mellem Hjørring og Løkken-Vrå, der slog pjalterne sammen helt tilbage i 2002. - Vrå har haft en del materialer, som vi har gjort brug af i Hjørring, siger Carsten Winther. I går kom Sindal så med i fællesskabet. Det betyder bl.a., at en vogn dagligt kører mellem Sindal, Vrå og Hjørring og læsser bestilte sager af til lånerne. Sindal Bibliotek er allerede kommet med på den fælles webside, så den database, der søges i indeholder den samlede bestand i Hjørring, Sindal og Løkken-Vrå.