Storebror tilstår dødskørsel

32-årig erkendte at sidde bag rattet. Faren løsladt, lillebror ud af isolation

KØBENHAVN:En storebror har i drabssagen fra Amager, hvor en 27-årig mand blev påkørt med vilje, nu tilstået, at han kørte bilen. Flere medier skriver lørdag, at den 32-årige under et grundlovsforhør fredag påtog sig skylden, selv om lillebroren tidligere på ugen ellers havde sagt, at han kørte bilen. Både den 22-årige lillebror og brødrenes 49-årige far sad varetægtsfængslet for drab og medvirken til drab på Ronnie Bøgelund Pedersen, da storebroderen fredag blev fremstillet for en dommer. Her fortalte han, at lillebroderen kom i klammeri med Ronnie Bøgelund Pedersen på et værtshus. - Jeg havde lånt min fars bil og var i et byggemarked, da min lillebror ringede til mig på mobiltelefonen. Han fortalte, at Ronnie engang havde trampet én ihjel, og nu var det hans tur, sagde storebroderen under grundlovsforhøret ifølge B.T. Herefter kørte han hurtigt til Sundholmsvej på Amager, hvor storebroderen fandt sin far indsmurt i blod. Han regnede med, at Ronnie Bøgelund Pedersen nu ville komme efter lillebroderen. - Jeg tænkte bare: Han skal væk fra min far og lillebror. Så jeg laver en U-vending og kører ind i Ronnie, sagde storebroderen. Storebroderens tilståelse var så stort et fremskridt for Københavns Politi, at den 49-årige far er blevet løsladt af politiet, oplyste den centrale vagtleder for kriminalpolitiet lørdag. Samtidig valgte politiet at tage den 22-årige lillebror ud af isolation under varetægtsfængslingen./ritzau/