Storforbruger

Peter Borup kender landskaberne langs jernbanerne i Jylland og på Fyn. Han tilbringer hver dag tre-seks timer i et tog.
Frederikshavn 11. marts 2007 05:00

55-årige Peter Borup fra Sindal kender samtlige jernbanestrækninger vest for Storebælt. I og med, at han hver dag tilbringer tre-seks timer i et tog, må han betegnes som storforbruger. Som chauffør for et firma, der transporterer nye Volvo lastbiler fra Frederikshavn rundt til forhandlere i Jylland og på Fyn er Peter Borup stærkt afhængig af toget for at komme hjem. - Det ville i hvert fald være meget besværligt og tage meget længere tid, hvis der ikke kørte tog, vurderer han. Firmaet, som Peter Borup arbejder for, har da også forsynet ham med et årskort til samtlige danske tog og busser bortset fra et enkelt privat busfirmas ruter. - En af fordelene ved tog er de mange afgange. Og det er da et irritationsmoment, når de er forsinkede, siger chaufføren på vej hjem til Sindal fra Kolding, hvor han meget tidlig morgen har afleveret en lastbil. Den værste forsinkelse, Peter Borup har oplevet, var under snestormen for et par uger siden. Da tog det over 11 timer at komme hjem fra Aabenraa. Ofte tager han sig en lille lur på hjemturen. Men ellers går tiden med at læse eller bare slappe af.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...