EMNER

Storhedog fald

Hvorfor går DF’s stjerne nu på hæld? Vil man forstå det, kan det være nyttigt at kaste et blik på grundene til partiets tidligere storhed.

Jeg kan få øje på mindst to: Mens andre populistledere (Glistrup, Le Pen, Haider, m.fl.) har blameret sig ved en overdreven brug af racistisk retorik, har Pia Kjærsgaard med stor succes satset på en kombineret realpolitisk-demagogisk linie. Til det formål har hun støttet sig til en generalstab, bestående af to dygtige pragmatikere (Anders Thulesen Dahl og Peter Skaarup) plus et hårdt slående hold PR-hold under ledelse af Søren Krarup, ophavsmanden til det nye koncept ”den indre svinehund med et kristeligt ansigt”. For det andet har Pia Kjærsgaard udvist en fantastisk evne til at udnytte venstrefløjens fejlgreb. Det han hun blandt andet gjort via en flittig genbrug af de maoistiske paroler, som Ritt Bjerregaard og andre venstreorienterede( Ralf Pittelkow,Karen Jespersen,m.fl.) fyrede løs i 70erne:”Al magt til folket” og ”Ned med de borgerlige akademikere!” At folket i DF’s selvforståelse er lig med Byrd-og-Blod-danskere, mens akademikerne nu er kulturadikale alle til hobe, er i og for sig underordnet. Det væsentlige er, at de gamle fraser har givet pote hos mange ældre socialdemokrater, der hos Pia Kjærsgaard har fundet tryghed i genkendelsens glæde. Det var lidt om baggrunden for DF’s tidligere storhed. Lad os nu se på årsagerne til DF’s forfald. Det har længe været velkendt, at Pia Kjærsgaards kraftige indhug i socialdemokratiske stemmer har muliggjort det såkaldte systemsskifte; derimod er det først nu blevet åbenlyst,at hun og hendes nationalromantiske nymaoister har sat Fogh i stand til at udvikle Danmark i liberalglobalistisk retning. Modsat hvad DF bilder sit bagland ind er regeringens ideologi nemlig ikke dansk nationalromantik, men det erhvervsrettede og - i sagens natur - internationale videnssamfund, det frelsende budskab om kompetenceudvikling fra vugge til krukke, underlæggelsen af samtlige højere uddannelser under erhvervslivet samt udlicitering og fusionering. Altsammen liberalglobalistiske paroler, som DF har været med til at implementere. Blandt andet takket være statsministerens næse for management-inspireret styring. Der er onde tunger, der omtaler Anders Fogh som Anders Fjogh. Det er forkert. Fogh er klog ( liberalglobalistisk set - i hvert fald!). For det første har han længe brugt DF som nyttige idioter - en realitet, som Muhammed-krisen og Jens Rohdes ordekvilibrisme har tilsløret for mange naive mennesker. For det andet har han via velfærdsreformen lagt en dæmper på de mindre heldige sider af Pia Kjærgaard & co.’s sprogbrug , idet han har fået befolkningen til at indse noget ganske oplagt: landets fortsatte ve og vel forudsætter, t så mange indvandrere som muligt - inklusive de muslimske - sluses ind på arbejdsmarkedet. Hvilket indebærer to ting: 1. Udsagn à la Jesper Langballes ”islam = pest over Europa” vil regeringen fra nu af anse for integrationshæmmende = vækstbremsende = landsskadelige. Det siger sig selv, at dette vil medføre en kraftig svækkelse af Pia Kjærsgaards PR-hold (Søren Krarup & fætter, Louise Frevert, Mogens Camre, Morten Messerschmidt m.fl); 2. på grund af omtalte svækkelse må DF forvente en stor nedgang ved næste folketingsvalg. I mellemtiden er V-og K-vælgerne henvist til i partitro selvcensur at holde sig for næsen, hver gang de synes, at regeringens alliance med DF støder mod borgerlig anstændighed. Hvad Pia Kjærsgaard angår,er det sikkert gået op for hende, at DF’s eneste håb om atter at få et ben til jorden ligger hos de islamiske ekstremister. Får de held med at lave noget rigtigt skidt i Danmark (det måtte samtlige guder forbyde og PET forhindre!),vil det puste nyt liv i DF’s skrantende krikke. [ Pietro Cini, Elmesvinget 13a, Bælum er dansk uddannet cand.mag i russisk og fransk samt exam.art. i arabisk sprog og islams kultur. E-mail:piero www.pietrocini.dk