Storken er nu i Herregårdsparken

HJØRRING: Den hjørringensiske stork, der går og muntrer sig forskellige steder i byen, er fortsat i live og har det tilsyneladende godt - trods kulden og sneen. I går ved middagstid blev den set ved Herregårdsparken i det vestlige Hjørring. Det var Vibeke Hyltoft, Clausholmvej, der blev noget så forundret ved at se storken på denne tid. Hun havde nemlig ikke set avisen. NORDJYSKE har to gange skrevet om storken. Sidste gang var i fredags, hvor storken blev set ved Vellingshøjbækken i det nederste af Hjørring Bjerge. I øvrigt ikke langt fra Herregårdparken. Så det er uomtvisteligt, at storken fortsat holder til i og omkring det lille vandløb, hvor der om efteråret er meget sumpet i den vestlige del af bækken. Vibeke Hyltoft troede som flere andre, at der var tale om en fiskehejre. Men da hun blev klar over, at det var storken, skyndte hun sig hjem efter fotografiapparatet: - Jeg fik ti billeder af storken. Det var spændende at liste sig ind på den. Den var ikke særlig sky, for jeg tror, jeg var 10-12 meter fra fuglen. før den lettede, fortæller Vibeke Hyltoft. kørp