Storken flyver stadig udenom

Storken har endnu ikke slået sig ned i Terndrup, kom det frem på olderlaugets årlige møde

Fugle 22. april 2003 08:00

TERNDRUP: Fælles anliggender for byen og dens borgere har været på dagsordenen hver eneste 2. påskedag siden 1789 for Terndrup Olderlaug, og i går var ingen undtagelse. Mindst lige så vigtig som diskussionerne er den tilhørende anretning på Terndrup Kro med sild, tarteletter og ost samt en lille skarp til halsen, og i det hele taget blev mødet holdt i en munter stemning. Som sædvanligt kom oldermand Lau Bøgeholt-Laursen ind på sagaen om byens evige jagt på storke. Mens der tidligere kunne fortælles historier om dengang, hvor skorstenen slog hul i domhusets tag, da olderlauget skulle sætte en nyrenoveret storkerede op, eller da Miljø- og jordstråleforeningen Danmark fandt det helt rette sted, der skulle tiltrække storke, var der i år ikke meget nyt at berette om. - Det ville være sjovere at snakke om det, hvis der var en stork, sagde Lau Bøgeholt-Laursen, der kunne meddele, at der ikke var nogen, der havde set skyggen af den eftertragtede fugl i år. - Men i samme minut, som det sker, er jeg derude med en halmballe, forsikrede oldermanden, der ved sidste års møde blev betegnet som den eneste voksne mand i byen, der tror på storken. Det blev dog besluttet, at de to reder skal rengøres og repareres omkring 1. april næste år, og mon ikke der bliver holdt fast ved den dato? Smuk rundkørsel På dagsordenen var desuden udsmykning af den kommende rundkørsel ved Hadsundvej og Astrupvej. I et læserbrev i en lokalavis havde Lau Bøgeholt-Laursen foreslået en rytterstatue af sin byrådskollega, borgmester Børge Olsen (S), men det var vist mest for at få sat en diskussion i gang om, hvad der skal ske med rundkørslen. - Statuen må også kun være en halv meter høj, fortalte Venstre-manden, der havde korresponderet med amtet, der bekoster selve rundkørslen. Han modtog straks efter læserbrevet flere henvendelser fra borgere, der havde et andet syn på sagen, og de forslog både blomsterarrangementer og keramiske værker. Et lokalt ejendomsmæglerfirma var kommet med en idé om at udlicitere vedligeholdelsen af rundkørslen til en planteskole. Det forslag var oldermanden ikke overraskende positivt stemt over for, men han mente ikke, at amtet ville gå med til en ordning, der indebærer udlicitering. - Der bliver nok ikke så længe, at Orla Hav er der, sagde Lau Bøgeholt-Laursen om den socialdemokratiske amtsborgmester. Med i diskussionerne var også muligheden for at få Statens Kunstfond med i projektet og udskrive en arkitektkonkurrence om en egnsbestemt udsmykning af rundkørslen. - Det er en glæde, når man kører og ser en smuk rundkørsel, mente Lau Bøgeholt-Laursen, der ved slutningen af mødet blev genvalgt som oldermand. Derefter kunne de tilstedeværende skrive under på mødereferatet i protokollen, som har været benyttet siden 1879. Og der var plads til, at den også kan skrives i 2. påskedag næste år, når olderlauget igen mødes for at diskutere stort og småt i Terndrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...