Museer

Storkøbmanden i det rette miljø

Aktionærerne i Chr. Kjærgaard A/S har skænket mindeplade til Sundby Samlingerne

AALBORG:Christoffer Jensen hed han oprindeligt, storkøbmanden fra Nørresundby, som fandt på at omdanne sin grossistforretning til et aktieselskab med landsdelens store købmænd som aktionærer, og som selv skiftede Jensen ud med Kjærgaard – angiveligt, fordi der var mere stil over det. For nylig lukkede grossistvirksomheden på Hjørringvej i Nørresundby ned, og med midler nok til, at selskabet stadig rundhåndet kunne betænke Sundby Samlingerne også ved sidste udlodning, dukkede et særligt forslag op på selskabets sidste generalforsamling: Om ikke der burde sættes penge af til et minde om den store købmand, som havde sit virke i Nørresundby gennem årtier. Og nu har et fornemt gammelt portræt af Chr. Kjærgaard fået plads i Brohusets fine købmandshandel i Urtehaven på Fr. Raschs Vej tillige med et fint emaljeskilt fra en af filialerne i Esbjerg eller Lemvig, måske, og så den noble mindeplade, som en aktionær fandt betimelig i betragtning af Chr. Kjærgaards store indsats. Forkert årstal Som bestilt til stedet er de tre elementer – og hvis ikke lederen af museet, Ketty Johansson, fortæller det, vil ingen såmænd hæfte sig ved, at plaketten er påført et forkert årstal. Faktisk er Christoffer Kjærgaard født i 1861 og ikke, som det fremgår, i 1862, men hvad gør det? I hvert fald har ingen fundet det nødvendigt at lave om på det. Måske er det endda en krøllet historie i sig selv, at forlægget er et gammelt festskrift, hvoraf man kan drage den morale, at festskrifter skal man ikke holde sig til i den slags anliggender. Og krøllede historier er der i øvrigt flere af med tilknytning til Chr. Kjærgaard. Hyggelige og fornemme – og vovede endda. Om sønnen Axel, der var dansk generalkonsul, og som tidligt slog sig ned i Casablanca i Marokko, hvor han blev gift med byens smukkeste og rigeste unge kvinde, og hvor han selv med sine foderkager blev en af byens rigeste mænd. I hvert fald så rig, at hans hus var fint og fornemt nok til at være mødested for et topmøde mellem statsmændene Churchill og Roosevelt under Første Verdenskrig. Barsk læretid Men også Chr. Kjærgaard lægger navn til en usædvanlig beretning, nemlig fra de år, da han var i lære hos købmand Chr. Christensen Thuen i Nørresundby. Thuen var en streng læremester, og Chr. Kjærgaard glemte ham aldrig for, at han som 17-årig ikke fik lov til at komme hjem til forældrene i Gøttrup til juleaften. Natposten skulle forlade Nørresundby kl. 23, men den unge Christoffer Jensen kunne ikke få fri tids nok til at nå den, og så harm blev han, at han om natten gik den lange vej på sine ben. På den tid var det heller ikke skik, at lærlingene fik løn, men var de særligt flinke, kunne det ske, at de fik et eller andet. Det fik Christoffer aldrig – og måske af disse grunde blev kemien mellem de to heller aldrig god. Heller ikke, da købmand Thuen blev direktør i Nørresundby Bank, og Chr. Kjærgaard kom i repræsentantskabet. Med Ketty Johansson som ophavskvinde fortjener den store Nørresundby-købmand nok en anekdote i avisen, genfortalt af dans datter, Ellen Kummerow, da hun var 93: Hun og hendes mand boede en tid i New York, og da kom hendes forældre på besøg sammen med deres gode venner, Peder P. Hedegaard og frue. Ellen Kummerow husker, at skønt det var hendes far, der skulle købe hvedemel på det amerikanske marked, så var det den af statur større og af natur mere højrøstede Peder P. Hedegaard, der førte sig frem under forhandlingerne om prisen. Og så skulle d’herrer jo også have lidt til ganen under besøget, har hun fortalt, og derfor sejlede Ellen med båd til Canada for at skaffe varerne der – ved at gemme dem i bh’en og andre listige steder.