Storkommune med tennissamarbejde

Ny Hjørring Kommunes klubber vil samarbejde og have flere lokale stævner

Et forhandlingsoplæg fra storkommunens tennisklubber lægger op til fælles aftaler med den nye kommune i fremtiden. 
 ARKIVFOTO: HANS RAVN

Et forhandlingsoplæg fra storkommunens tennisklubber lægger op til fælles aftaler med den nye kommune i fremtiden. ARKIVFOTO: HANS RAVN

NY HJØRRING: Uanset, hvor man spiller tennis, spiller man efter de samme regler på banen. Uden for kridtstregerne hersker der dog forskellige vilkår for det dusin tennisklubber og afdelinger, som finde i Ny Hjørring Kommune. Derfor skal det nu undersøges, hvilke forskellige aftaler - eller mangel på samme - tennislederne har med de ”gamle” kommuner, hvorefter der skal laves et forsalg til et forhandlingsoplæg om en ny samlet aftale omkring de udendørs tennisbaner i den nye storkommune. Det blev et af resultaterne, da 12 tennisledere fra Hundelev, Tårs, Tversted, Sindal og Hirtshals forleden var samlet i Sindal for at drøfte fremtidens vilkår for tennis i storkommunen. Også fra Hjørring og Vittrup er der vist interesse for et større samarbejde. Den daglige pasning af tennisbanerne er nemlig en stor og væsentlig opgave, uanset om det er en lille klub med kun én bane eller som i Hjørring en større klub med otte af slagsen. Storkommunens komme gav også anledning til drøftelser på flere andre punkter. Tennislederne gav udtryk for en vis enighed om, at kørselsafstandene til stævner og kampe er et stigende problem, og derfor blev det på mødet aftalt, at flere lokale stævner, holdkampe og mesterskaber inden for storkommunens geografiske område er en oplagt mulighed. Det sker allerede i denne sæson, hvor Hirtshals har sagt ja til at arrangere det første kommunemesterskab for spillere over 30 år, mens man i Tårs vil forsøge at samle spillerne i alderen 14-20 år. På mødet kunne de fleste ligeledes nikke genkendende til, at trænere og ledere til ungdomsarbejdet ikke just hænger på træerne, så derfor blev uddannelse og udveksling af trænere mellem klubberne også drøftet, uden der dog blev vedtaget noget konkret. De forskellige punkter vil blive drøftet nærmere i forbindelse med mesterskaberne i Hirtshals i august.