Lokalpolitik

- Storkommune var rigtig beslutning

Mogens Gade var skeptisk over for sammenlægning. Men beslutning var rigtig, siger han i dag.

Mogens Gade: Vi er nået langt med Jammerbugt Kommune på fem år - ikke mindst takket være et engageret personale, som er vores vigtigste resurse. Foto: Grete Dahl
Mogens Gade: Vi er nået langt med Jammerbugt Kommune på fem år - ikke mindst takket være et engageret personale, som er vores vigtigste resurse. Foto: Grete Dahl

- Jeg var skeptisk og kunne ikke rigtig se ideen. Men det VAR en rigtig beslutning. Mogens Gade (V), Jammerbugt Kommunes første og hidtil eneste borgmester, kan se tilbage på den ny storkommunes fem første leveår. - Vi havde et fint samarbejde i de fire gamle kommuner, og det ku' vel udbygges, mente jeg. Men var vi fortsat som små kommuner, kunne vi ikke have løftet alle de opgaver, vi har i dag, siger Mogens Gade og henviser til en undersøgelse, Jammerbugt fik lavet i 2010 om effektiviserings- og stordriftsfordele ved sammenlægningen. - Den viser en gevinst på 80 mio. kr. Hvordan skulle de små kommuner være i stand til at finde så mange penge, spørger borgmesteren og giver selv svaret: Det ville være umuligt. Men det har ikke været en fødsel uden problemer. - De fire gamle kommuner er meget forskelllige - der er store kulturelle forskelle fra øst til vest. Derfor skal vi fortsat arbejde på at få en fælles identitet og fælles værdier. Folk i Aabybro skal også være stolte over, at der er et fodboldhold i 1. division i Pandrup, siger borgmesteren. I modsætning til de fleste andre nye kommuner havde Jammerbugt ved fødslen ikke en naturlig hovedstad. - I dag må vi sige, at vi har én hovedby - Aabybro, og tre centerbyer, Fjerritslev, Pandrup og Brovst, siger Mogens Gade. - I Aabybro er der et stort potentiale med hensyn til bosætning, og det skal vi udnytte. Men det betyder ikke, at vi ikke også skal sikre udvikling i de øvrige byer, og det har kommunalbestyrelsen også gjort, siger han. - Fjerritslev Kommune kunne næppe have overbevist regionen om, at Fjerritslev Gymnasium skulle udvides med HF, tilføjer han. Mogens Gade understreger, at der hele tiden skal prioriteres. - Vi kan ikke have alt alle steder. Det kan godt være svært at forklare den enkelte borger, som naturligt nok går meget op i enkeltsager, mens vi som kommunalbestyrelse må se på helheden, lyder det fra borgmesteren. - Jeg kan godt forstå, at der kommer reaktioner fra borgerne i Fjerritslev, når der kommer forslag om en ny struktur for den kommunale tandpleje, som betyder, at behandlingen fjernes fra klinikkene i Fjerritslev. Men jeg forstår ikke, at nogen kan mene, at Fjerritslev nærmest bliver en by i Rusland, hvis behandlingsdelen flyttes, siger han. Det er ikke kun inden for tandplejen, der kommer strukturændringer. Det gælder bl.a. også børnehaver, plejehjem, materielgårde og turistområdet. - Mange vil kalde det centralisme, men vi er i kommunalbestyrelsen også enige om at værne om det decentrale. Vi har eksempelvis fortsat 14 skoler - og det er mange i en kommune af Jammerbugts størrelse, og vi har decentral børnepasning, siger Mogens Gade. Økonomi og prioritering er konstant på dagsordenen. Bl.a. derfor er Jammerbugt en kommune, der er gået fra en negativ kassebeholdning til over 100 mio. kr. i kassen, og med borgmesterens ord et serviceniveau, man kan forsvare og være bekendt. I den kommende tid skal service-områderne kigges efter i sømmene for at tjekke hvilke områder, der ligger over landsgennemsnittet og hvilke der er under. Det kan betyde, at der skæres på de områder, som ligger over og tilføres midler til de områder, der ligger under.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden