Lokalpolitik

Storkommunen opløser meget

Mange navne må ændres, når Frederikshavn, Skagen og Sæby smelter sammen

NY FREDERIKSHAVN: 1. januar 2007 er Skagen, Frederikshavn og Sæby som bekendt én kommune, og storkommunens realitet får allerede nu mange foreninger, klubber og institutioner til at tænke i nye navne. Mange navne bliver knap så aktuelle som i dag, når der ikke længer kan skrives for eksempel by- og kommunenavn i forbindelse med en forening. Et eksempel er Sæby Kommunes Historiske Forening. Bestyrelsen, finder det nødvendigt, at foreningen skifter navn. Sæby Kommune ophører jo som bekendt med at eksistere til nytår og bliver indlagt under den ny Frederikshavn Kommune. Derfor finder bestyrelsen det nødvendigt at ændre navnet. Foreningens medlemmer, og andre der har lyst, opfordres derfor til at tænke kreativt og komme med forslag til et nyt navn til foreningen, som kan fremlægges på den kommende generalforsamling. - Det skal gerne være et navn, som dækker det samme område som i dag, siger foreningens formand Ninna Olesen. Generalforsamlingen finder sted 20. april i Spar Nords mødelokaler på Vestergade 3 i Sæby. I løbet af foråret og sommeren har foreningen i Sæby flere spændende aktiviteter på programmet. Det begyndte forleden, hvor Sæby Museums nye leder Jens Thidemann, fortalte om arkivets muligheder i den ny Frederikshavn Kommune. Der vil sandsynligvis være mange foreninger, der ændrer i navnet på grund af kommunesammenlægningen, men der vil også være en del, der ikke gør det. Det så man også ved den seneste kommunalreform, da de små sogne blev lagt sammen til kommuner. Mod nord i Ny Frederikshavn storkommune valgte for eksempel den lokalhistoriske forening i Aalbæk-området at holde fast i navnet Lokalhistorisk forening for Raabjerg Sogn med base i museet på Engvej i Aalbæk.