Storladen og særpræget

Storladen og særpræget. Sådan er Anne Justs have i Hune. Sådan er hendes og Claus Bonderups hjem i bunden af haven. Og sådan er Anne Just. Der er intet ved eller omkring hende, der afspejler modefænomener, tidens tendenser eller leflen for navne i arkitektur, havekunst eller design. Husdyrene i Hune er to hunde. Anne Just selv er mest som en kat. Helt sin egen. I morgen skal hun præmieres med Havens Dag Prisen 2003, der er hæder og ære for at have ydet en særligt indsats for at udbrede interessen for haven - og et stort træ plantet, hvor Anne Just vil have det. I syv år har der været "Haven", som de lokale blot kalder stedet på Postbakken. Men i 12 år har Anne Just haft sit atelier i Hune. Og således haft god tid til at voksen sammen med stedet og ind i den lille bys liv. Før tilkøb af mere jord og flere ejendomme, for at få plads til haven men også for at blive fri for naboer, gik der år med søgen efter et sted at slå sig ned og dyrke have for Anne Just og hendes mand, arkitekt og professor, Claus Bonderup. -For hvem kan finde på at bo i Hune. Og sådan havde Claus det også. Men jeg lirkede og lokkede, plagede og blev ved. Det var udsigten til en lang grusvej til huset og en ugenert beliggenhed, der til sidst gav udslaget, så jeg fik min vilje. Men det tog halvandet år at flytte ham, smiler Anne Just. Parret boede da i det meget omtalte flue-øjne-sommerhus i yderste klitrække i Blokhus, og Anne Just hadede det. Hun medgiver, at det var et dejligt hus. Men hun kørte træt i den evige kamp med elementerne, som hun forklarer det. Først haven så Hune Hun ville have læ, ro og frodighed. Hun ville have blomster og stedsegrønne planter i stedet for marehalm. -Jeg tog hundene med mig og besluttede at se, hvad der var af muligheder indenfor en solid traveturs afstand fra stranden. Det tog 40 minutter til Hune. Men det sted, jeg havde fået fortalt var til salg, var det alligevel ikke. Og det der var til salg, ville vi ikke have. Så ringede vi til dem, der ejede det, der var bedst for os, og de ville godt sælge. Jeg gik i gang med at dyrke haven og kom til at elske det, fortæller Anne Just. Med masser af svinkeærinder undervejs i beretningen. For hun har levet et liv med mange omskifteligheder, hurtige beslutninger og ændringer dikteret af hjertet. Haven kunne forlede til den tanke, at det er Anne Justs bestemmelse. Selv tror hun mere på tilfældigheder, fordi Gud efter hendes mening har vigtigere ting for end at holde styr hendes eller andre menneskers liv. Huset er gravet en meter ned under niveau og ligger i bunden af haven, så man næsten ikke kan høre verden fra det. Hverken udenfor eller indendøre. De høje skråninger flere steder i haven er jorden fra den udgravning og 40 kubikmeter hestemøg i tilgift. Derudover har planterne, og dem er der omkring 2500 forskellige af, kun sandjorden at vokse i. Nøjagtigt det sand, plantagen havde vokset i i århundreder, inden Anne Just og Claus Bonderup gik i gang. I dag er haven så opvokset, at man ikke kan have overblik over den. Man kan ikke se ud over den. Man kan ikke se, hvor stierne drejer eller fører hen. Man mister orientering og fornemmelse af verdenshjørner, og alle lyde fra resten af verden er stort set væk. -Den sidste rest af lyd fjernede vi med springvandene. VI mangler faktisk bare noget fuglesang. Men det har jeg et sted oplevet tilført kunstigt, og det virkede faktisk godt, siger Anne Just og efterlader en i tvivl om, hvorvidt hun kunne finde på det. Slot i mini-format Ni timer om ugen er haven åben for interesserede og nysgerrige. Til de sidste siger Anne Just, at de også gerne må se ind ad vinduerne i privaten, bare de ikke trykker næsen så flad, at hun får fedtpletter på ruderne. Ideen med Anne Justs have er, at den altid skal se frisk ud. Helst forårsagtig. Uanset årstid. Parrets hus skal til gengæld ligne et slot. Og det gør det, de 140 kvm. til trods. Alt for meget plads, mener Anne Just, der gerne havde bygget bare 70-80 kvm. -Her er fire meter til loftet. Det er vigtigt for at få fornemmelse af rum og luft. Og så har vi bare de mest nødvendige rum. Tre plus køkken, badeværelse og toilet. Men vi kunnet sagtens have boet på mindre plads, siger Anne Just. Og ved godt selv, det er lidt selvmodsigende at hun vil bo i et hus, der er meget lille men samtidigt giver en slotsagtig oplevelse i rummene. Hun tror dog stædigt på, at det kan lade sig gøre. Og har fortsat som ambition at afprøve tesen. Måske hvis det lykkes hende og hendes mand at købe yderligere en ejendom til. Det vigtigste i det ønske er dog mere plads til have. -I dag er der 4000 kvm., og det er alt for lidt. Men dels skifter man jo ikke sin mand ud, når man er glad for ham, blot fordi man kan få en anden. Dels har jeg fået diagnosticeret knogleskørhed, som har ændret mit liv voldsomt på kort tid. Så jeg ville ikke være i stand til at etablere en ny have et andet sted. For tre år siden, var haven blevet så omfattende, at der blev ansat en gartner. I dag er der to. Og lønninglisten er med Anne Justs sygdom blevet udvidet med en personlig hjælp til hende. En pige, der smører hendes mad, grunder hendes lærreder og lægger farver frem til, når Anne Just skal male og som skriver efter diktat, når der skal bøger ud om haven. Ud med navne og design -Jeg indretter mig. Men det er svært at slutte fred med, at jeg ikke lige kan nippe lidt i lav højde, eller skære en blomst af, fordi den er vissen men skal bede andre gøre det, forklarer Anne Just. Uden at smilet dog nogensinde forlader hendes øjne. Ligesom haven ikke ligner nogen anden have, er huset mere end særpræget. Indretningsstilen har absolut ikke noget navn. Det er en blanding af jagtstue-stemning, slotsfornemmelse, herreværelses-møblement, stadsstue, sydlandsk landadel og den lokale snedkers frembringelser. -Alt for mange indretter sig på en måde, de er forført til. Vi skal have det, vi har brug for. Udformet så det er funktionelt. Hverken mere eller mindre. Jeg kunne aldrig drømme om at købe noget, blot fordi det var designet af en bestemt. Her har vi en personlig løsning på alting. Og her er ingen genkendelighed. Sådan vil jeg have det. Og sådan har Claus efterhånden accepteret, at det er blevet, griner årets have-pris-vinder. Indboet ligner et helt livs veneration for auktioner og antikviteter. Sådan er det ikke. Anne Just beskriver det selv, som noget tilfældigt skrab-sammen. Og hun er ikke bundet til noget af det, bortset fra et enkelt møbel fra hendes mors ungpige-tid. Ellers er holdningen den, at man ikke skal lade ting eje sig. For Anne Just skal både husrum, uderum og hjerterum være fyldt med liv. I dag er hun, i kraft af haven så fortrolig med dyrelivet, at hun sætter besøgende til at holde øje med pindsvineunger, der i kraft af et overkørt voksent pindsvin på vejen, måske er blevet moderløse. Og det er længe siden, hun mellem nogle planter fik fat i noget, hun troede var en klump jord, men som pludseligt fik både arme og ben og viste sig at være en stor tudse. Anne Just ringede til den lokale vognmand og bad om at få kørt tudsen for 50 kroner væk. Længe er i Hune nogle få år. Den berømte have er bare de syv år gammel. Men den ligner et helt livs arbejde og lidenskab.