Musik

Storladen sødsuppe

CD Rock Coldplay: "X&Y" Okay, jeg ved godt, at jeg stiller mig med ryggen mod muren og bind for øjnene ved at skrive det her. Og jeg ved godt, at "X&Y" vil blive udråbt til det bedste siden skiveskåret brød og sælge i spandevis, ligegyldigt hvad pokker jeg skriver. Men hold nu op. Tag og lyt. Coldplays tredje album er middelmådigt i forhold til dets fine forgængere, hvor Chris Martin og Co. greb noget indestængt og ærligt i tidsånden. Noget nødvendigt. Her bliver de blot fanget i formularen. Der er intet her, som du ikke finder bedre på "Parachutes" og "A Rush Of Blood To The Head". Det lyder faktisk, som om Coldplay har glemt, hvorfor de spiller sammen, og har mere end svært ved at finde nerve og vitalitet i deres nuværende position som et af verdens største rockbands. Bevares, "Fix You" har god timing i både sang og omkvæd, og "Speed of Sound" er en god radiosingle. Men "What If" er træg, "The Hardest Part" tam og titelnummeret et ualmindeligt langtrukket, frelst gab. Vi får ganske enkelt for meget Uuuuuh-uh-uh og bundløs klynk for pengene denne gang – og der mangler i katastrofal grad en "Yellow" eller "Politik" til at balancere pladen. Derfor ender det hele i englekor og storladen sødsuppe. Ikke specielt dårligt eller ueffent. Men ved Gud heller ikke nemt at hage sig fast i. Hvor er melodierne? Knasterne? Chris Martins falset og perfekt produktion gør det ikke alene. Vi har set det før, det med at miste sit fokus. Oasis lavede et mesterværk af en debut med "Definitely Maybe" og en næsten lige så god opfølger i "(What's the Story) Morning Glory", men har siden udviklet sig mere og mere selvparodisk. Så galt behøver det ikke gå Coldplay. Men der må gerne være lidt mere på spil til næste plade, tak. Rasmus Hougaardkultur@nordjyske.dk Coldplay: "X&Y". EMI. Udkommer i dag