Storm kan forværre oliekatastrofe

NEW ORLEANS: Selv om den tropiske storm Alex ikke ventes at ramme det olieforurenede område i Den Mexicanske Golf direkte, så kan kraftige vinde og høje bølger alligevel forstyrre arbejdet med at stoppe det massive olieudslip ud for USA's sydkyst. - Vi har ikke noget manuskript til det her, siger Thad Allen, der står i spidsen for den amerikanske kystvagt, til tv-stationen CNN. Søndag fejede årets første caribiske orkan hen over Yucatán-halvøen i Mexico og videre ud i Den Mexicanske Golf. Orkanen blev nedgraderet til en tropisk storm, da den passerede hen over fastlandet. Men det ventes, at den vil stige i styrke, når den er over åbent hav. Der er derfor ingen grund til at ånde lettet op endnu, lyder advarslen fra Thad Allen. - Vejret er uforudsigeligt, og vi kan få en vejrændring i sidste øjeblik, siger han. Thad Allen påpeger desuden, at arbejdet med at stoppe og opsamle den udstrømmende olie risikerer at blive forsinket i op til to uger af det urolige vejr. Stormen har weekenden over skabt stor bekymring blandt dem, som har ansvaret for at forsøge at standse den massive olieforurening fra det britiske selskab BP's havarerede boreplatform syd for New Orleans. Men hvis Alex holder sin kurs, vil den senere på ugen ramme fastlandet igen i det nordligste Mexico ved grænsen til Texas og dermed undgå at ramme oliepølen direkte./ritzau/