Ishockey

Storm skyder Østrig i sænk på isen i dansk sejr

Danmark besejrede fredag aften Østrig med 5-3 i Silkeborg i et opgør, hvor Frederik Storm scorede fire mål.

Frederik Storm var i fokus, da han scorede fire gange i Danmarks sejr på 5-3 over Østrig fredag i Silkeborg. Foto: Scanpix/Henning Bagger

Frederik Storm var i fokus, da han scorede fire gange i Danmarks sejr på 5-3 over Østrig fredag i Silkeborg. Foto: Scanpix/Henning Bagger

Der var endnu en sejr til det danske ishockeylandshold, da Østrig fredag aften blev besejret i en opvarmningsturnering før VM.

Kampen blev spillet i Silkeborg, og Danmark vandt opgøret 5-3 i en kamp, hvor Malmö Redhawks-forwarden Frederik Storm scorede fire gange for Danmark.

Dermed fik danskerne sin anden sejr i træk i turneringen, inden det går løs på isen ved VM, der spilles i Danmark til maj.

Danmark besejrede torsdag Frankrig 4-2, men i fredagens dyst mod Østrig kom danskerne bagud 0-1 efter powerplay, da der var spillet fem minutter.

Dominic Zwerger scorede for Østrig, som dog i første periode måtte notere sig, at Frederik Storm udlignede til 1-1 for Danmark.

Anden periode bød på to danske scoringer. Først bragte Morten Madsen Danmark foran, mens Frederik Storm med sin anden scoring øgede til 3-1, inden Østrig reducerede.

Tredje periode var næsten ni minutter gammel, da Frederik Storm igen scorede og bragte danskerne på 4-2, men igen fik Østrig reduceret, inden Storm med sin fjerde scoring i kampen sikrede 5-3-sejren med 20 sekunder tilbage.

Danmark spiller lørdag den sidste kamp i firenationersturneringen, når det gælder mødet med Letland i Herning.

Landstræner Jan Karlsson bruger kampene i denne uge til at se spillere an med henblik på forårets VM, der for første gang i historien spilles i Danmark.

VM i ishockey spilles i København og Herning fra 4. til 20. maj.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst