Storm, søsyge og uhyggelig tåge

Trods uvejr og siden manglende vind endte sejladsen med hele tre priser til Jens Krogh og besætning

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frustrationerne over manglende vind blev jaget på flugt, da legesyge delfiner boltrede sig omkring skibet. privatfoto

LISSABON:Den 9. juli lagde sytten unge håbefulde mennesker fra kaj i den charmerende middelalderby, St. Malo, i det nordlige Frankrig. Dette skete i ledtog af ca. 70 andre store sejlskibe, som herfra satte kursen mod nord for at ramme Torbays bugt i det sydlige England. Når det netop var Torbay skibene stævnede mod, var det fordi at denne bugt skulle skyde dette års Tall Ships’ Race i gang igen, som det gjorde under det allerførste Tall Ships’ Race for akkurat 50 år siden. Der fejres netop i år at Tall Ships’ Race nu har 50 års jubilæum, og at det støt og sikkert har vokset i deltagertal. I den anledning sejles den samme rute som første gang i 1956; nemlig fra Torbay til Lissabon. Efter elleve dage er vi så langt om længe ankommet helskindet til Lissabon. Turen til England, som kun varede en enkelt dag, skulle dog vise sig at byde på større strabadser end ventet. Idet vi kom fri af den franske kyst, rullede store dønninger ind over os og vidnede om fjerne storme og fremmede uvejr. Vi måtte gå op i søen og resultatet var at næsten alle lå søsyge. På skift hang folk over lønningen for at hilse på havet under os og aftensmaden var noget sparsom den dag. Derudover stævnede vi mod en uhyggelig tåge og som natten skred frem, svandt sigtbarheden til kun nogle få hundrede meter. Det er ret uhyggeligt at kunne høre nære dybe tågehorn i natten, og så ænse et svagt skær fra en tilsyneladende fjern lanterne, for så få sekunder efter at det er en nær færge, som man har kollisionskurs med. Havn Heldigvis nåede vi at afvige og så det store skrog glide forbi os. Og stilheden blev kun afbrudt af de dybe tågehorn. Endelig ankom vi til Torbay, hvor vi som en af de mindre både og i vores mangel på vand, gjorde et kort holdt for at få toppet de sidste rationer inden det lange togt. Samtidig var det imødekommende sømandshjem i den lille fiskeindustriby på størrelse med Thyborøn så venlige at forbarme sig over os, der ikke nåede det sidste bad i St. Malo, at give os et bad og endda låne os håndklæder. Det er én af de glæder man møder ved at sejle fra sted til sted – man føler sig altid en smule mere velkommen. Efter et par timer i havn, hvor det sidste var købt ind og sejlene klargjort til at blive sat, lagde vi fra land for sidste gang i de kommende elleve dage. Desværre for de mange journalister og diverse tilskuere, der var sejlet ud omkring startstedet, havde tågen atter lagt sig, og det var svært at se alle de mange smukke store skibe sætte sejl og skyde af sted mod sydligere breddegrader. Starten blev skudt i gang fra en af kanonerne på et af den engelske flådes enorme skibe. Jens Krogh er i klasse B ud af fire klasser, hvilket vil sige at vi er klassen for de næststørste skibe. På trods af en god start og en god placering, var vinden imod os. Det vil sige vinden kom stik fra vest, og vestpå var den vej vi skulle. Og hvis der er noget en gammel fiskekutter fra 1899, som Jens Krogh jo oprindeligt var, er dårlig til, så er det at krydse op mod vinden. Kroghen kan nemlig kun gå 60 grader op mod vinden, hvilket vil sige 120 grader i alt. Resultatet bliver at man nærmest bare sejler fra side til side uden at komme særlig langt fremad. Sådan gik de to første dage før vi kom ud af Den Engelske Kanal og kunne vende snuden sydover. Alt imens vores placering i racet raslede ned, og vi lå nummer 8 ud af 12 i vores klasse og kun nummer 35 over alt ud af cirka 70 skibe i alt. Til sidst lagde vinden sig næsten helt og magtesløsheden bredte sig, idet man jo kun må sejle for sejl i en kapsejlads, og vi vidste at konkurrenterne længere fremme stadig havde vind. Ligeledes begyndte vores generator at ryge, hvilket er et dårligt tegn på tredjedagen, når det er denne som forsyner radar, køleskab og GPS og alt andet elektronisk ombord med strøm. Men når som man står på dæk med sine venner ved sin side og delfinerne begynder at kaste sig legene i vandet omkring båden, så er det svært ikke at bevare optimismen. Så det var ved godt mod vi sejlede ud af Den Engelske Kanal og satte kursen over den berygtede Biscay ud for Frankrigs vestkyst. Nummer et Den ene dønning efter den anden der ruller ind under skibet tilvænner lige så stille enhver fra besætningen, og til sidst var der ingen søsyge tilbage. Som dagene skrider frem bliver alting også til en rytme, selvom det aldrig er sjovt at blive vækket kl. 24 for at skulle på sejlvagt i fire timer, for derpå at skulle klargøre morgenmaden. For der er ingen til at betjene én, lave maden eller reparere diverse skader – der er kun en selv og resten af besætningen. Man er fra begyndelsen inddelt i fire hold, som så skiftevis har sejlvagt, arbejdsvagt, dæksvagt og så til sidst frivagt. Dette mønster bliver så langsomt ens hverdag. Det betyder dog ikke at det er kedsommeligt at sejle. For når man står en nat kl. 2, og vinden kommer ind lige bagfra, plat læns som det hedder, og månen hænger som en kæmpe lanterne på himlen og kaster en smukt genskær i bølgerne, stjernerne hænger klare på himlen og vandet klukker langs det gamle træskrog og en hval kaster en vandsøjle lidt agter ude, og man omsluttes af stilheden, så føler man en indre ro og balance, og så fornemmer man hvorfor vi i Norden alle dage har været draget mod det blå ocean. Man kan selvfølgelig ikke tilbagelægge 870 sømil uden den mindste smule dårligt vejr, så da den 8. dag var omme og natten langsomt lagde sig, sejlede vi ind i et voldsomt tordenvejr. Så kl. 23.45 blev alle mand kaldt ombord, noget af tovværket der holdt nogle sejl var sprunget, og så gjaldt det om at arbejde hurtigt. Folk kæmpede med at bjerge sejlet og redde det før det røg i vandet, eller før det fik masten til at knække, alt imens regnen haglede ned. Samtidig kom der nogle voldsomme kastevinde, og i sådan et vejr føler man sig ret lille ombord på et skib alene i det enorme hav. Efter halvanden times kamp, da vinden havde lagt sig lidt igen, kunne man ånde lettet op og blot nyde naturens enorme lysshow i form af det ene lyn efter det andet. Dagen efter var vinden atter svag og tordenvejret forsvundet. Til vores glæde blev vi meddelt at vores placering på dette tidspunkt var nummer ét i vores klasse og ét over alt, hvilket selvfølgelig spredte nyt mod og kampgejst. Desværre måtte vi efter et døgns tid atter afgive denne placering igen, men til gengæld begyndte fastlandet at ane sig i horisonten og længslen efter land begyndte at brede sig. Da vi endelig havde krydset mållinjen var vores placering nummer to i vores klasse (ud af cirka 12) og fem over alt, ud af cirka 70 både. Det må jo siges at være rimelig godt af en gammel skonnert fra 1899! Motoren blev startet, sejlene bjerget og som vi sejlede ned langs kysten ændrede billedet sig fra bare klipper til tættere og tættere bebyggelse for til sidst at blive vores mål, Lissabon. Porten til Lissabon fra søsiden, er udmundingen af kæmpe flod, hvorover der er bygget en kæmpe bro som mindede os om Golden Gate Bridge. Her kører bilerne på et net, hvilket giver en konstant summen som fra en anden bikube. Det er ret hyggeligt. Snart fik vi lagt til kaj og en glad besætning kunne gå i land igen for første gang i elleve dage. Som i St. Malo havde Lissabon også arrangeret et hav af arrangementer for skibenes besætninger. Samtidig skiftedes bådene til at invitere så mange ombord fra de andre både som muligt – for nu skulle det fejres at man havde fået fast grund under fødderne igen. Der har været afholdt et kæmpe crew-party, hvor oplevelser blev udvekslet mellem besætningerne. Efter en afsluttet crew-parade gennem byens centrum, kom det vi alle havde ventet på, nemlig prisoverrækkelsen. Jens Krogh modtog ikke mindre end tre priser: En for andenpladsen i vores klasse, én for at være det ældste skib der deltager, og en for at være den besætning der hurtigst nåede toppen af en opstillet klatrevæg blandt sportsbegivenhederne. Endnu engang en stolt skipper, Bo Rosbjerg, som hermed havde afsluttet sit halvtredsenstyvende Tall Ships’ Race. Denne dagbogsreportage er skrevet af Martin Eriksen, der er en del af besætningen.