Stormrådet vurderer stormen mandag

Naturkatastrofer 20. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Stormrådet mødes mandag 26. marts for at vurdere omfanget af weekendens storm, der har givet vandstand over det normale på den jyske vestkyst og i Limfjorden. Specielt området omkring Thyborøn er ramt af oversvømmelser. Og Stormrådet skal mandag afgøre, om der var tale om stormflod. Indtil videre lyder vurderingen, at der kan være tale om stormflod i nogle områder langs vestkysten og i Limfjorden. For at Stormrådet kan udbetale erstatninger kræver det, at der har været en så ekstrem høj vandstand, at rådet vurderer det som en egentlig storflod. Er det tilfældet, er det også Stormrådet der skal vurdere, om eventuelle skader skal dækkes af stormflodspuljen. Skader på huse og indbo efter oversvømmelser fra havet eller fjorde er ikke dækket af den normale husforsikring. Lederen af Stormrådets sekretariat, Torben Weiss Garne, råder danskere, der er ramt af oversvømmelser, til at begrænse skaderne så meget som muligt. - Eksempelvis skal man sørge for at pumpe vandet væk og affugte sit hus, ligesom det kan være nødvendigt at rengøre indbo. Det er en god idé at spørge en håndværker til råds om der er andet man kan gøre for at begrænse skaderne, siger Torben Weiss Garne. Er det nødvendigt med akutte reparationer, bør skaderne fotograferes og kvitteringerne gemmes, så de kan bruges som dokumentation, når en taksator skal vurdere skaderne. Har man ikke begrænset skaderne, kan erstatningen fra Stormrådet blive mindre eller helt bortfalde. Stormrådets pulje bliver finansieret af en årlig afgift på 20 kroner på alle forsikringer mod brand. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...